Ingeniør med lederpotentiale til ny afdeling i Kommerciel Infrastruktur

Opslået 15-11-2022

Til en nyoprettet afdeling i Operations søger vi en afdelingsleder til at hjælpe os med at opbygge og strukturere en del af vores nye forretningsområder inden for kommerciel infrastruktur.
Ansøg nu

Drevet af teknologi der bidrager til den grønne omstilling
Du får ledelsesansvaret for en ny afdeling - Design og Projekter – hvor der allerede er en god håndfuld medarbejdere ansat. Designansvaret vedrører design- og konceptudvikling af infrastruktur som kan bidrage til den grønne omstilling. Du vil være med hele vejen fra idé til implementering. Det tekniske designvalg er forankret i din afdeling og vil være yderst vigtig for slutresultatet. Projektansvaret handler om opstart og gennemførsel af selve etableringen af infrastrukturprojekterne og dernæst den løbende porteføljestyring.

I din afdeling har du ansvaret for:

  • At relevant infrastrukturfaglig viden er forankret i afdelingen, dels for at sikre optimal design af infrastruktur men også med henblik på at bidrage til beregning og vurdering af nye initiativer.
  • At designe og beskrive processer og generelt sørge for at arbejdsbeskrivelser er veldokumenterede, så projekter kan gennemføres effektivt med øje for driften både på den korte og lange bane.
  • At opstarte, følge op og evaluere infrastrukturprojekter med hjælp fra vores projektafdeling og underleverandører.

Dine arbejdsopgaver er:

  • At være leder og sparringspartner for medarbejdere inden for de infrastrukturfokusområder, vi beskæftiger os med.
  • At sikre gode processer og dokumentation af høj kvalitet i forhold til byg og etablering af vores infrastruktur for både at tilfredsstille eksterne og interne interessenter.
  • At sikre infrastrukturprojekterne lever op til forventninger bl.a. ved at effektiv drift er designet ind.

Hvem er vi?

Operations er en afdeling under forretningsområdet Kommerciel Infrastruktur. Vi investerer i infrastruktur, som kan bidrage til den grønne omstilling. Vi har et kommercielt mindset, og vi investerer og drifter forskellige typer af infrastruktur. I hele forretningsområdet i kommerciel Infrastruktur er vi ca. 40 medarbejdere, men vi er stadig kun i begyndelsen af vores nye rejse. Vores nuværende infrastruktur fokusområder er inden for fibernet, ladestandere til køretøjer, energilagring og varmepumper.

Ingeniørbaggrund med god procesforståelse

Du har formentlig en ingeniørbaggrund gerne med flere års erfaring inden for elbilladning, batteriteknologi eller varmepumper. Du har let ved at sætte dig ind nye tekniske fagområder. Du får energi af at deltage i opgaveløsningen og sparre med dine medarbejdere for at spille dem gode. Du har en procestankegang og arbejder ud fra præmissen om, at processen er selve centrum for en effektiv projektgennemførsel og senere overdragelse til drift. Du kan formulere dig på skrift og vil skulle bidrage til udarbejdelse af business cases og oplæg som beslutningsgrundlag, inden nye projekter igangsættes.  

Sæt et grønt fodspor sammen med os

I EWII er hverdagen vidt forskellig for vores 600 medarbejdere. Men fælles for alle er, at fagligheden når helt ud i fingerspidserne – og den skal male fremtiden grøn. Hos os fletter nysgerrighed fingre med fællesskab. For de store udfordringer løser vi kun sammen. Vi løfter hver en sten for at finde løsninger på de spørgsmål, der endnu ikke er svar på.

Vi har en arbejdsplads, hvor vi passer godt på hinanden og har et stort fokus på et bæredygtigt arbejdsliv. Vi har mange attraktive personaleforhold og nyder bl.a. godt at en sund kantineordning, som laver alt mad fra bunden og primært af lokale råvarer. Derudover har vi en rigtig god pensions- og sundhedsordning, en aktiv personaleforening og et motionsrum.

Skal jobbet være dit?

Hvis du synes jobbet lyder som noget for dig, så upload dit CV med et kort resume af din motivation for at søge jobbet. Hvis du har spørgsmål til jobbet eller EWII som arbejdsplads, kan du kontakte Operation Manager, Anders Hørning, på 20841337. Du har mulighed for at læse mere om os som virksomhed og arbejdsplads på ewii.com. Stillingen besættes hurtigst muligt, så søg allerede i dag.

 

Kontakt
  • Anders Hørning
  • Operation Manager
  • +45 20 84 13 37
Ansøgningsfrist
  • 09-12-2022
Hvor
  • Operations

Attraktiv arbejdsplads og meningsfuldt arbejde

EWII støtter op om FNs verdensmål for bæredygtig udvikling, og det er vores ambition at drive en attraktiv forretning i tråd med verdensmålene.

Det er samtidig vores ambition at medvirke til bæredygtighed på de områder, hvor vi har både viden og kapacitet til at sætte de højeste standarder og stille vores løsninger, viden og indsigt til rådighed for omverden.

Vores strategi Bidrag til livet rummer ambitioner om at være blandt de allerbedste på forsynings- og leveringssikkerhed indenfor el, vand, varme, og fiber. Derfor arbejder vi aktivt med fire af FNs verdensmål for bæredygtig udvikling.