Selvstændig fibertekniker til grøn energivirksomhed

Opslået 25-01-2023

Vil du med på holdet af super dygtige teknikere, der er med til at sikre den bedste fiber-infrastruktur i Trekantområdet? Vi søger en ny kollega til vores afdeling bestående af 16 udekørende teknikere. Du får ansvar for at drifte, vedligeholde og udvikle fibernettet, så det er bæredygtigt i mange år fremover.
Ansøg nu

Siden 2019 har vi arbejdet på et stort lokalt projekt ’Fiber-i-alt-til-alle’, hvor vi har gravet og lagt kabler ud til fibernettet i hele Trekantområdet. Som udekørende fiberteknikker hos EWII får du egen fiberbil og kommer til at løse både planlagte og ikke-planlagte opgaver.

Dine primære opgaver er:
- Fiberkonnektering og fusionssplidsning
- Installation af fibernet ved nye kunder
- Udarbejdelse af kvalitetssikrings dokumentation
- Fejlretning hos private- og erhvervskunder
- Dialog med vores kunder i forbindelse med opgaverne
- Yde vores kunder en god og proaktiv service

Hvem er vi?

Du kommer til at arbejde i et team af 16 fiberteknikere, som alle hører til i afdelingen Fiberteknik. Som afdeling har vi en god omgangstone med hinanden, og vi er gode til at hjælpe hinanden med at løse dagligdagens udfordringer. Vi udviser stor respekt for hinandens personlige og faglige styrker samt lytter og bidrager positivt til at styrke fællesskabet med hinanden.

Du arbejder som oftest selvstændigt med dine egne kunder og opgaver, som du får tildelt af en af vores fire koordinatorer via softwaresystemet Dynamics 365 og tilhørende Fibernet app.

Hvem er du?

For at få succes i jobbet kræver det, at du er uddannet som elektriker eller tekniker. Det vil klart være en fordel, hvis du tidligere har arbejdet indenfor fiberteknik.

Du er selvstændig og har et personligt drive, som gør, at du ser lyst på nye udfordringer. Du går op i at levere en service og et arbejde af høj kvalitet. I teamet sætter vi stor pris på, at vores installationer er veludførte og køreklare, når vi har udført opgaverne.

Du trives bedst med at arbejde selvstændigt med dine egne opgaver. Og så har du en god forståelse for at kundens oplevelse med vores arbejde er positivt.

Sæt et grønt fodspor sammen med os

I EWII er hverdagen vidt forskellig for vores 600 medarbejdere. Men fælles for alle er, at fagligheden når helt ud i fingerspidserne – og den skal male fremtiden grøn.

Hos os fletter nysgerrighed fingre med fællesskab. For de store udfordringer løser vi kun sammen. Vi løfter hver en sten for at finde løsninger på de spørgsmål, der endnu ikke er svar på.

I EWIIs kommercielle afdelinger kridter vi kondiskoene hver dag – uanset om vi lægger arm med energimarkedet, digitaliserer forretningen eller flytter danskerne over på fiber. Sammen gør vi det, der er sort til grøn business – til gavn for miljø, kunder og bundlinje.

Det tilbyder vi

Som medarbejder i EWII er det ikke kun dit arbejde, der er i centrum - du får også mange personalegoder, der er værd at arbejde for. Hvilke goder, du kan nyde godt af, kan du blive klogere på her.

Skal jobbet være dit?   

Vi glæder os til at modtage din ansøgning, som du sender ved at klikke på ansøgningsknappen. Hos os er diversitet og forskellighed en styrke, og derfor er alle ansøgninger velkomne uanset køn, alder, etnicitet, civilstand og lignende.

Har du spørgsmål til jobbet eller EWII som arbejdsplads, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Palle Mørup 42782021. Du kan læse mere om os som virksomhed og arbejdsplads på ewii.dk eller ewiifibernet.dk. Er du mere nysgerrig, kan du også følge med ovre på LinkedIn, Facebook og Instagram.

Stillingen besættes hurtigst muligt, og du kan søge den, så længe den er online på ewii.dk eller ewiifibernet.dk.

 

Kontakt
  • Palle Mørup
  • Afdelingsleder
  • +45 42 78 20 21
Ansøgningsfrist
  • 24-02-2023
Hvor
  • Leverance og drift, Kolding

Attraktiv arbejdsplads og meningsfuldt arbejde

EWII støtter op om FNs verdensmål for bæredygtig udvikling, og det er vores ambition at drive en attraktiv forretning i tråd med verdensmålene.

Det er samtidig vores ambition at medvirke til bæredygtighed på de områder, hvor vi har både viden og kapacitet til at sætte de højeste standarder og stille vores løsninger, viden og indsigt til rådighed for omverden.

Vores strategi Bidrag til livet rummer ambitioner om at være blandt de allerbedste på forsynings- og leveringssikkerhed indenfor el, vand, varme, og fiber. Derfor arbejder vi aktivt med fire af FNs verdensmål for bæredygtig udvikling.