Studentermedhjælper til Energy Trading

Opslået 07-03-2023

Brænder du for at arbejde med trading? Er du ansvarsbevidst og villig til at gå en ekstra mil for jobbet og dine kollegaer? Vil du arbejde på en fleksibel arbejdsplads med højt humør, stærk holdånd og fart over feltet? Er du en natteravn og kan tage selvstændige beslutninger i de sene timer?
Ansøg nu

Starten på din karriere
Vi er en afdeling i høj vækst, som skal bruge 2 studentermedhjælpere til vores trader-team, hvor du vil få mulighed for at handle på børsen og få et unikt indblik i livet som trader. Du ansættes i en moderne afdeling, hvor vi prioriterer medarbejdernes faglige og personlige udvikling højt.

Energimarkedet er i konstant udvikling og har vist sig for hele verden at være uhyre uforudsigelig. Det har 2022 om noget bevist. Med voldsomt fluktuerende elpriser er behovet for stabilitet i det danske og europæiske elnet kun blevet større. Vi forsøger at skabe den stabilitet. EWII Trading handler på det europæiske engrosmarked, hvor vi flytter strøm fra områder med overskud til områder med underskud.

Vi tilbyder et job med en stejl læringskurve, og med mulighed for både at arbejde fra hjemmet og på kontoret. Et job, som kan være en oplagt start på en succesfuld trader-karriere.

Som studentermedhjælper vil du få akkumuleret en basisviden om energimarkedet. Du vil komme til at arbejde med en række betagende opgaver, som hører sig til i en dynamisk tradingafdeling. Du vil komme bag kulisserne i trader-verdenen og få mulighed for at arbejde med de analyser og processer, som ligger bag traderopgaven.

Dine arbejdsopgaver vil være:

  • Handel og overvågning af de fysiske energimarkeder
  • Analyseopgaver relateret til energimarkedet
  • Varetagelse af ad hoc-opgaver

Du vil blive oplært grundigt i de enkelte opgaver, processer og systemer. I takt med at du bliver komfortabel i dine arbejdsopgaver, vil du gradvist få mere frihed under ansvar, og du vil få mulighed for at få sparring på og afprøve egne analyser i praksis.  

Trading-afdelingen er et ungt team og består af i alt 15 medarbejdere fordelt på 10 fuldtidsmedarbejdere og 5 studentermedhjælpere.

Stillingen er på ca. 15 timer gennemsnitligt om ugen, og timerne vil være placeret fra 22-06 og over hele døgnet i weekenden.

Hør hvordan hverdagen er hos os

Din baggrund
Lige nu er du i gang med dit kandidatstudie eller godt i gang med bachelor inden for økonomi, handel eller en teknisk uddannelse.

Arbejdsmæssigt har du et analytisk og pligtopfyldende mindset. Du er kendetegnet ved at levere et grundigt stykke arbejde, arbejder selvstændigt og besidder handlekraft. Du har flair for IT-systemer, og har kendskab til et af følgende: VBA, Matlab, SQL, R eller Python. Som person er du nysgerrig, ansvarsbevidst og engageret, og har øje for kammeratskab og holdånd.  

Sæt et grønt fodspor sammen med os
I EWII er hverdagen vidt forskellig for vores 600 medarbejdere. Men fælles for alle er, at fagligheden når helt ud i fingerspidserne – og den skal male fremtiden grøn.

Hos os fletter nysgerrighed fingre med fællesskab. For de store udfordringer løser vi kun sammen. Vi løfter hver en sten for at finde løsninger på de spørgsmål, der endnu ikke er svar på.

I EWIIs kommercielle afdelinger kridter vi kondiskoene hver dag – uanset om vi lægger arm med energimarkedet, digitaliserer forretningen eller flytter danskerne over på fiber. Sammen gør vi det, der er sort til grøn business – til gavn for miljø, kunder og bundlinje.

Det tilbyder vi

Som medarbejder i EWII er det ikke kun dit arbejde, der er i centrum - du får også mange personalegoder, der er værd at arbejde for. Hvilke goder, du kan nyde godt af, kan du blive klogere på her.

Skal jobbet være dit?   
Vi glæder os til at modtage din ansøgning, som du sender ved at klikke på ansøgningsknappen. Hos os er diversitet og forskellighed en styrke, og derfor er alle ansøgninger velkomne uanset køn, alder, etnicitet, civilstand og lignende.

Har du spørgsmål til jobbet eller EWII som arbejdsplads, er du velkommen til at kontakte Lead Trader Mathias Damgaard Pedersen. Du kan læse mere om os som virksomhed og arbejdsplads på ewii.dk. Er du mere nysgerrig, kan du også følge med ovre på LinkedIn, Facebook og Instagram.

Stillingen besættes hurtigst muligt, og du kan søge den, så længe den er online på ewii.dk.

 

 

 

Kontakt
Ansøgningsfrist
  • Hurtigst muligt
Hvor
  • Trading, Kokbjerg 30, 6000 Kolding

Attraktiv arbejdsplads og meningsfuldt arbejde

EWII støtter op om FNs verdensmål for bæredygtig udvikling, og det er vores ambition at drive en attraktiv forretning i tråd med verdensmålene.

Det er samtidig vores ambition at medvirke til bæredygtighed på de områder, hvor vi har både viden og kapacitet til at sætte de højeste standarder og stille vores løsninger, viden og indsigt til rådighed for omverden.

Vores strategi Bidrag til livet rummer ambitioner om at være blandt de allerbedste på forsynings- og leveringssikkerhed indenfor el, vand, varme, og fiber. Derfor arbejder vi aktivt med fire af FNs verdensmål for bæredygtig udvikling.