Grangren med sne

Jul på en lidt grønnere måde

Det kan sagtens lade sig gøre at kombinere hensyn til klima og miljø med en traditionel jul.

Jul på den grønne måde

Er du en af dem, der håber på hvid jul? Eller er du mere til grøn jul? Altså ikke den slags grøn, du ser, når du kigger ud af vinduet. Nej, vi mener en lidt mere klimavenlig jul, hvor strømmen til dine LED-julelyskæder f.eks. ikke kommer fra de fossile energikilder. 

Det kan sagtens lade sig gøre at kombinere hensyn til klima og miljø med en traditionel jul. Du behøver ikke gå all-in og servere en julemiddag bestående af nedfaldne tulipanblade garneret med havtang den 24. december.

Mindre kan også gøre det. Med nogle ganske få justeringer kan du faktisk holde en traditionel juleaften, samtidig med at du gør en lille indsats for miljøet. 

Du kan jo starte med at vælge en grøn elaftale. Men hvis du har det i forvejen, kan du herunder få lidt flere tips og tricks.

Skæve juletræer og skøre pandekager

Når julesymbolet over dem alle – familiens juletræ – skal udvælges, kan du faktisk også vælge lidt mere miljøvenligt. Med et økologisk juletræ tager du mest muligt hensyn til naturen, fordi de vokser naturligt.

Økologiske træer er fri for kemi. Til gengæld kan de være charmerende, fordi de har ’skønhedsfejl’ som skæve grene. Men man kan jo argumentere for, at de på den måde er mere unikke. Man kan måske sammenligne de skæve træer lidt med pandekager. Den første bliver altid lidt mærkelig, men den kan jo sagtens spises alligevel.

Du har forskellige muligheder for at sikre dig et økologisk juletræ. Du kan måske finde en leverandør her.

Rødgran, Normann eller plastik?

Nu vi er ved juletræerne, så kan du jo vælge et træ af rødgran. Ganske vist fælder de mere end et Normannsgrantræ. Til gengæld dufter de mere af gran, de er ofte billigere og er produceret mere naturligt.

Endelig kan du jo vælge et træ af plastic. Det drysser ikke – det er nemt at klappe sammen. Det dufter til gengæld nok mere af plastic end af gran. Men du skal lige huske, at dit plastiktræ skal bruges i 13 år, før det indhenter de almindelige juletræer i miljøregnskabet.

Dansk and på bordet

Vi har efterhånden vænnet os til tanken om, at vores spisevaner påvirker klimaet. De dyr, der bliver til lækre retter på spisebordet, producerer gasser, som belaster vores klima.

Hvis du ikke er helt klar til kødfri juleaften, kan du gøre en lille indsats ved at købe dansk. Den danske and er ikke blevet fragtet nær så langt, som den fra Argentina (hvis de overhovedet opdrætter ænder til eksport i Argentina). Og kartofler – jamen, dem er vi jo også eksperter i herhjemme. Så derfor er der ingen grund til at købe de irske af slagsen.

Når du vælger danske råvarer, sparer du den CO2, som bliver udledt, når fødevarerne transporteres på tværs af landegrænser. Og det kan du faktisk også tænke ind i din hverdag.

Made in Denmark

Det samme gør sig gældende for dine julegaver. Hvis du køber nye nylonstrømper, makeup, strømper eller hvad end onkel Orla ønsker sig hjem fra Kina. Så belaster du miljøet med transporten af gaverne.

Lokale indkøb hjælper både de erhvervsdrivende i din by og sparer CO2. Derfor er det værd, at vælge produkter, som er ’Made in Denmark’, når du pløjer igennem familiens juleønsker.

Genbrugspapir og pynt fra naturen

825 tons gavepapir. Hvert år. Så meget bruger vi danskere, når gaverne bliver pakket ind. Og det værste er, at papiret ikke kan genanvendes. Papiret er fuld af farve, lak og glimmer og står til sammen for et forbrug på 77.600 ton vand, 9.350 MWh energi, 890 ton træ og 840 tons kemikalier ifølge affaldplus

Meeeen – der findes jo alternativer. I dag findes der genbrugspapir, som er lidt mere miljøvenligt, end det julepapir der ikke kan sorteres som papir. Til gengæld er det typisk knap så farvestrålende, som det klassiske knitrepapir. Nogle findes med farver eller print, som er lavet uden plast. Der findes også papirbånd, som kan genbruges, du kan vælge at bruge snor eller måske endda stof eller avispapir. Det er kun din fantasi, der sætter grænser.

Hvis dit mellemnavn er Gertrud Sand, så har du nok stuen fuld af nisser, julekugler og andet godt. Men hvorfor ikke bruge naturen, når der skal pyntes i hjemmet. Gran, kogler, bær og lignende kan sagtens indgå i dekorationerne. Og hvis du har held med at lokke ungerne væk fra skærmen, så kan du slå to fluer med et smæk og lave julepyntningen til en hyggelig familieaktivitet.

Har du julelys i øjnene

Det er efterhånden old-news, at dine julelys skal være LED. De er de fleste alligevel i dag. Men du kan jo vælge at sætte en timer til, så dine lys ikke brænder hele dagen. Det er der alligevel ingen, der får glæde af.

Du kan finde en masse nyttig viden om dine julelys lige her

Kan jeg tænde mit julelys i år?

Siger du JA eller NEJ til julelys i år? Få svar på årets helt store spørgsmål: Kan jeg tænde mit julelys? Måske er du helt i tvivl om det bliver for dyrt i år - eller om det er okay at pynte op med en enkelt lyskæde uden elregningen løber løbsk.