EWII belønner gode idéer med millioner
PRESSEMEDDELSER • nov 23 2016, 14:47
PRESSEMEDDELSER • nov 23 2016, 14:47
Onsdag eftermiddag løftede EWII sløret for 20 projekter, som tilsammen får fem mio. kroner i støtte fra EWII Værdipulje. De spændte modtagere fik overrakt den glædelige nyhed og medfølgende gavecheck til et event i energikoncernens hovedsæde i Kolding, hvor tidligere modtagere af værdipuljemidlerne også gæstede scenen.
Det er fjerde år i træk, at EWII Værdipulje uddeler midler til værdiskabende idéer, som kan fremme innovation, uddannelse, forskning, grøn erhvervsvækst, kultur eller iværksætteri i Trekantområdet. Værdier, som årets udvalgte projekter lever fuldt ud op til.
”Vi er utrolig stolte af, at vi med EWII Værdipulje kan være med til at hjælpe så mange forskelligartede og innovative projekter. De kreative ildsjæle, vi støtter med initiativet, bidrager til værdiskabelsen og væksten i området,” siger Knud Steen Larsen, adm. direktør i EWII og formand for det Advisory Board, der er nedsat til at vurdere og udvælge blandt de indkomne ansøgninger.
Denne gang har EWII uddelt beløb fra 20.000 til 540.000 kroner. Men med 149 ansøgninger, som samlet set søgte om 52 mio. kroner, har det været en vanskelig proces at udvælge de endelige projekter.
”Endnu en gang har vi fået mange spændende og gode ansøgninger. Det har absolut ikke været nemt at vælge nogen fra. Vi tror dog på, at de udvalgte projekter er de helt rigtige og kan komme mange mennesker i Trekantområdet til gode og på den måde skabe ekstra værdi,” siger Knud Steen Larsen.
Midlerne i EWII Værdipulje stammer fra energikoncernens kommercielle forretningsaktiviteter og ligger ud over de midler, som EWII Koncernen allerede i dag bidrager med i Trekantområdet i form af investeringer i infrastruktur, fibernet, sponsorater, grøn erhvervsvækst, landets laveste elnet-tariffer og andre værdiskabende tiltag.
Hvis der er interesse for at høre mere om de forskellige projekter, er det aftalt, at beløbsmodtagerne selv fortæller nærmere om deres projekt. Kontaktoplysninger til de respektive modtagere kan fås ved henvendelse til Jette Steen Nielsen på: jesn@ewii.com.
Modtagere af midler fra dette års EWII Værdipulje:
Beløbsmodtager | By | Projekttitel | Tildelt beløb |
Natteravnene i Kolding | Kolding | Førstehjælps og krisehåndteringskursuser | 20.000 |
Mentor Fredericia | Fredericia | Vejen frem | 20.000 |
App Academy Aps | Kolding | Micro:bit på dansk | 49.500 |
Fonden for Entreprenørskab - Syddanmark | Kolding | Socialt Entreprenørskab i undervisningen | 50.000 |
Stick app IVS | Vejle | Stick | 50.000 |
Den Selvejende Institution Sjølund Multiarena | Kolding | Bander til Sjølund Multiarena | 50.000 |
MION Technolgy ApS | Vejle | Antibakterielle overfladebehandlinger | 141.000 |
MeetingLillebælt | Middelfart | Branding af Lillebælt-området | 155.000 |
HTX Lillebælt - EUCL | Fredericia | Forskningsbaseret talent-undervisning og visualisering af bioteknologi/genteknologi | 165.000 |
Designskolen Kolding | Kolding | REDO - Implementering af Bæredygtige Løsninger | 290.000 |
Ska-Dan | Fredericia | Varmepumper til byggesektoren | 291.000 |
PANAYOTIS ApS | Vejle | Udvikling af Panayotis brudekjole kollektion | 298.500 |
Nyremedicinsk forskningsenhed og Center for Innovativ Medicinsk Teknologi, OUH | Odense | Nyretransplantationsforløbet, patientinvolvering og mHealth | 300.000 |
NextConcept | Kolding | Jewell | 345.000 |
Middelfart Ungdomsskole | Middelfart | Iværksætteri på Walker | 400.000 |
Trekantområdet Danmark | Kolding | Event-boost 2017 | 425.000 |
Trekantområdet Danmark | Kolding | Fælles iværksætter-økosystem | 430.000 |
Women in Process | Kolding | Skabelse af livsmestring for borgere på kanten | 480.000 |
KIF Håndbold Elite A/S | Kolding | 3D mapping | 500.000 |
Fysio- og Ergoterapi, Sygehus Lillebælt -Vejle Sygehus | Vejle | Fysioterapeutisk Forskningsenhed | 540.000 |