EWII indtager Sjælland med hurtigvoksende netværk af offentlige ladestandere

PRESSEMEDDELSER • 14-06-2023, 11:45

Energikoncernen EWII markerer sig som en markant spiller på markedet for offentlige ladestandere til elbiler, og udvider i den kommende tid netværket af ladestandere til blandt andet Køge, Vallensbæk og Ishøj kommuner. EWII har nu kontrakt på at opsætte 4000 offentlige EWII-ladepunkter i både Øst- og Vestdanmark.

På bare 12 måneder har EWII skabt et af Danmarks største offentlige netværk af ladestandere til elbiler. En udvikling som elbilister på Sjælland nu også får glæde af, efter koncernen har vundet udbud i flere kommuner her.

”Adgangen til ladestandere spiller en vigtig rolle for udviklingen af den grønne bilisme, og det er et klart mål for EWII, at vi skal skubbe positivt til den udvikling, som en markant operatør på markedet. Vores vision er at gøre det let og transparent at lade bilen, når elbilister er på farten,” siger chef for Ladeinfrastruktur i EWII, Jesper Antoni Nicolaisen.    

I 2025 skal alle kommunale parkeringspladser med plads til mere end 20 biler være indrettet med ladestandere til det stærkt voksende antal af elbiler. Her er EWIIs tilbud om opsætning og drift af standerne faldet i mange kommuners smag.  

Køge Kommune er en af dem. Her skal EWII i gang med at etablere 174 ladepunkter fordelt på 38 forskellige lokationer. 50 af laderne er hurtig- og lynladere – en lynlader kan oplade en elbil fra 10 til 80 procent på cirka 20 minutter. Det er en aftale, der vækker glæde i kommunen.

”Det er en rigtig god nyhed, at vi har fået en god kontrakt på plads. Det ligger os meget på sinde at bidrage til, at det er let for folk, der kører miljøvenligt, at få ladet deres biler op – også på offentlige pladser. Så vi ser frem til, at tilgængeligheden bliver endnu bedre her i Køge Kommune,” siger formand for Teknik- og Ejendomsudvalget i Køge Kommune, Lene Møller Nielsen.

EWII, der har base i Trekantområdet, har også ladestandere på vej andre steder på Sjælland, blandt andet i Ishøj Kommune, hvor koncernen netop har aftalt at etablere 108 normale ladepunkter samt 2 lynladere med to udtag i hver. I Vallensbæk Kommune sætter koncernen 24 ladepunkter op, hvor to er lynladere.

Borgmester i Vallensbæk, Henrik Rasmussen, siger i den forbindelse:

”Vi er glade for at kunne tilbyde vores borgere og besøgende muligheden for at oplade deres elbiler på vores parkeringspladser. Det er en vigtig del af vores arbejde med at skabe en mere bæredygtig fremtid for Vallensbæk Kommune og bidrage til den grønne omstilling.”

Derudover står der EWII på 160 ladepunkter, der er på vej i Roskilde Kommune. Og lidt længere sydpå i Guldborgsund Kommune har koncernen planer om at etablere 16 ladepunkter.

Tilgængelige for alle

EWII leverer ladestandere til kommuner, virksomheder, boligselskaber og udlejningsejendomme, og dag for dag popper der flere op over hele landet. Lige nu er montørerne godt i gang i blandt andet Herning, Odder og Vejen kommuner. Uanset hvor EWIIs ladestandere står, har alle mulighed for at bruge dem.

”Det er et vigtigt princip for os, at EWII-ladestanderne er tilgængelig for alle og ikke kræver et abonnement eller anden aftale. Hvis vi skal understøtte den grønne omstilling, så skal elbilister slet og ret kunne lade, når de har brug for det, og prisen skal være gennemskuelig. Derfor følger vi altid udviklingen i spotprisen på el time for time, siger Jesper Antoni Nicolaisen fra EWII. 

De mange nye ladestandere på Sjælland forventes af være opsat i løbet af efteråret. Den præcise tidsplan afhænger dog af, hvornår det er muligt koble den enkelte stander på elnettet.

”Med de kommende ladestandere øst for Storebælt, når vi ud til rigtig mange elbilister, der vil få markant bedre adgang til offentlige ladestandere. Dermed er EWII solidt etableret som operatør i både Øst- og Vestdanmark,” siger Jesper Antoni Nicolaisen.

I løbet af sommeren vil det være muligt at oplade elbilen ved en EWII-ladestander i cirka 170 byer - fra Københavns Lufthavn i Øst til Blåvand i Vest. 

FAKTA

EWIIs ladestandere er ofte indrettet med to ladepunkter, så de kan lade to biler på én gang – lige som flere biler kan tanke benzin ved samme benzinstander. EWIIs ladestandere er tilgængelige for alle, og det er altid muligt at benytte Visa/dankort eller andet betalingskort via Montas app-clip løsning, som gør, at brugeren ikke behøver downloade en app.

Koncernen har vundet udbud i cirka 20 kommuner og er i gang med at etablere cirka 4000 offentlige ladepunkter. EWII ejer ladeinfrastrukturen og står både for opsætningen og drift af ladestanderne.