EWII ønsker god jul til alle
PRESSEMEDDELSER • dec 10 2018, 08:58
PRESSEMEDDELSER • dec 10 2018, 08:58
December måned er for langt de fleste synonymt med julekalender, hygge, glæde, forventning og julegaver. Desværre er det ikke alle børn i Danmark, der har det sådan. Mange børn kommer fra familier, hvor vilkårene er trænge, og der er ikke råd til hverken julemad og julegaver.
Hos EWII synes vi, at alle børn fortjener, at julen er en særlig højtid med forkælelse og hygge, og skal opleve den glæde det er, at fejre julen i familiens trygge skød med lækker julemad og gaver. Derfor har vi valgt igen i år at støtte Red Barnet i Fredericia, ”God jul til alle” i Kolding og Frelsens Hær i Vejle. Alle tre organisationer samler ind og sørger for at lokale trængte børnefamilier til juleaften modtager en pakke med lækker julemad og gaver til børnene.
”Det gør uden tvivl en kæmpe forskel for børnene og deres familier, at der er forskel på hverdag og fest i julen ligesom hjemme hos deres kammerater. Børnene ved jo godt, hvordan en jul skal være - med hygge, gaver og god mad, og vi mener, at alle børn fortjener en god jul uden bekymringer og afsavn. Derfor er julehjælps-projektet højt prioriteret i vores lokalforening, og når vi udleverer julehjælpen til 60 familier lige før jul og mærker glæden og taknemmelighed fra familierne, giver det hele ekstra god mening” udtaler Line Troen, næstformand i Red Barnet Fredericia.
”Vi har nu i nogle år hjulpet trængte børnefamilier i Trekantområdet med at få en lidt bedre oplevelse af julen og juleaften. Det giver rigtig god mening for os, og det skaber glæde, for de børn og familier, der bliver hjulpet. Vi glæder os over igen at kunne være med til at give børn i Trekantområdet en bedre juleaften,” siger Bernadette Sparrevohn, marketingschef i EWII.