Politikernes ”vinterhjælp” tager danskerne som gidsler
PRESSEMEDDELELSER • 05-10-2022, 03:00
PRESSEMEDDELELSER • 05-10-2022, 03:00
Som reaktion på de meget høje energipriser har politikerne besluttet at vedtage en ordning, hvor forbrugere har mulighed for at få indefrosset en del af deres elregning til senere.
Men de danskere, der tager imod denne ”vinterhjælp” til regningerne, ender med at betale endnu mere i sidste ende – og ordningen er derfor uansvarlig overfor dem, der er nødt til at tage imod hjælpen her og nu.
Sådan lyder det fra energikoncernens EWIIs administrerende direktør, Lars Bonderup Bjørn.
Årsagen til kritikken er, at ordningen indebærer, at man som el-kunde også tager et lån med en rente på to procent, som kommer oven i regningerne.
”Der er mennesker, der reelt har behov for hjælp, og som er nødt til at tage imod ordningen. De mennesker bliver taget som gidsler i noget, der mest af alt minder om et statsstøttet kviklån,” siger Lars Bonderup Bjørn.
Aconto-afregningen forværrer problemet
Udover selve ordningen er der også en ekstra udfordring i energibranchen: Mange steder afregnes elregninger aconto, hvilket betyder, at den regning, som forbrugeren får, udgør det forventede forbrug for de kommende tre måneder.
”Det er en unfair måde at afregne på, fordi priserne er så skiftende, at det er vanskeligt at snakke om ”forventet forbrug”. Der er stor risiko for, at regningerne simpelthen er forkerte. Og derudover så er det utidigt at forbrugere skal betale så mange penge forud til energiselskaberne. Det sætter mange forbrugere i en virkelig klemt økonomisk situation,” siger direktøren, der tidligere har været ude med en opfordring til branchen om helt at droppe aconto-afregning.
”Vi kigger ind i en usikker fremtid, hvor forbrugerne er meget udsatte. Vi kommer allesammen til at tabe, hvis vi ikke tager det alvorligt, og gør, hvad vi kan for at hjælpe folk,” siger Lars Bonderup Bjørn.
Derfor går han nu ud med den krasse kritik af vinterhjælpen.
”Politikerne skal ikke tage folk som gidsler i en allerede alvorlig situation,” lyder det.