Nu finder fibernettet vej til Søndergade i Vejle

PRESSEMEDDELSER • 31-08-2023, 09:15

Projektet med at etablere fibernet i hele Vejle midtby er nået til Søndergade, hvor strækningen fra Sønderbro til Rådhustorvet i de kommende måneder får indlagt både fibernet og nye stærkere elkabler. EWII arbejder tæt sammen med Vejle Kommune og City Vejle for at minimere gener for både erhvervsdrivende og brugere af gågaden.

Energikoncernen EWII er midt i et storstilet projekt med udrulning af fibernet til samtlige husstande og virksomheder i Trekantområdet. Projektet er i fuld gang i Vejle midtby, hvor næste etape, der omfatter Søndergade og Præstegyden, går i gang mandag den 4. september 2023.

”Vi opgraderer og udbygger infrastrukturen i Vejle midtby, så det er sikret til fremtidens brug og behov, og nu er vi nået til de helt centrale områder, som Søndergade. Mens arbejdet står på, vil det uundgåeligt fylde i bybilledet, men vi gør alt, hvad vi kan for at minimere generne for de berørte borgere, butikker og restaurationer,” siger Christian Lundgaard Jensen, der er projektleder for EWII.

Efter dialog med Vejle Kommune, City Vejle og butikkerne i gågaden er gravearbejdet planlagt til at begynde nu, hvor sommerens højsæson er slut. Forventningen er, at arbejdet på strækningen fra Sønderbro til Rådhustorvet er afsluttet midt i november, inden butikkernes julesalg for alvor starter. Som ved andet gravearbejde kan der dog opstå uforudsete forhindringer, der kan forsinke processen.

Ét hul midt i gaden

Gravearbejdet i Søndergade foregår i mindre etaper, hvor hullet i gågaden bliver lukket, efterhånden som arbejdet skrider fremad. EWII placerer kablerne i midten af gågaden, hvor de store granitfliser bliver fjernet varsomt og løbende genetableret, når kablerne er lagt.

”Når vi graver midt på Søndergade, kan vi ”skyde” kabler ind til ejendommene på begge sider fra samme opgravning. På den måde halverer vi graveperioden i forhold til, hvis vi havde gravet langs bygningerne i begge sider af gågaden. Det kommer også butikkerne til gode, fordi vi hurtigere kan rykke videre,” siger Christian Lundgaard Jensen.

Ved at grave ét hul midt i gågaden, sikrer EWII, at der er god adgang til butikkerne. Gågadens kunder og leverandører vil i hele perioden kunne bevæge sig langs butikkernes vinduer, og det bliver muligt at krydse gågaden via gangbroer.

Når alle kabler er lagt i jorden, vil erhvervsdrivende og beboere i Søndergade have adgang til lynhurtigt internet via fibernet. Og samtidig vil området have fået nye elkabler.

Nu, hvor gågaden alligevel bliver gravet op, benytter EWIIs datterselskab TREFOR El-net lejligheden til også at fremtidssikre elnettet ved at lægge nye stærkere elkabler i jorden. Dermed bliver byen bedre rustet til den grønne omstilling og det elforbrug, der følger med ladestandere, solceller og elbiler.