Telia klar til at levere bredbånd via EWIIs fibernet
PRESSEMEDDELSER • aug 26 2019, 08:10
PRESSEMEDDELSER • aug 26 2019, 08:10
Opgraderingen til fibernet fra de traditionelle DSL-forbindelser vil forbedre internetoplevelsen for bredbåndskunder i Vejle, Kolding, Fredericia, Vejen og Middelfart. Både på hastigheden, stabiliteten og kapaciteten vil brugerne opleve en bedre kvalitet – og det giver optimale vilkår for at udnytte de nyeste digitale muligheder.
Og nu er det også på den helt lavpraktiske side klar til at blive sendt på markedet, lyder det fra Telia. Alle interesserede kan nu komme ned i Telias butikker i Kolding, Fredericia eller Vejle for at høre nærmere om de helt nye fiberløsninger. Boligejere, der allerede har en fiberboks i deres ejendom, kan typisk blive opgraderet fra DSL til en hurtig fiberforbindelse på under otte arbejdsdage.
Men det er ikke sikkert, det er nødvendigt for forbrugeren selv at gøre noget aktivt; Telias eksisterende bredbåndskunder bliver automatisk opgraderet fra de nuværende DSL-forbindelser til fibernet.
Det arbejde er nu i fuld gang og Telia forventer at det bliver afsluttet inden årets udgang. At der så hurtigt er mulighed for at levere bredbånd til Trekantområdet, skyldes et godt og gnidningsfrit samarbejde, mener Sine Smith-Jensen, Director of Commercial Management, hos Telia:
”Partnerskabet mellem EWII og Telia er blandt de første af sin art i Danmark, hvor energiselskabets digitale infrastruktur forenes med teleselskabets kommercielle kompetencer til fordel for kunderne. Samarbejdet kører forbilledligt på det operative plan, hvor vi holder vores tidsplaner og dermed allerede nu kan begynde at koble nye Telia-kunder på EWIIs lynhurtige fibernet”, siger hun.
Også hos EWII er der tilfredshed med processen, og især med, at samarbejdet nu bliver konkret for kunderne:
”Det betyder, at den aftale, som Telia og EWII indgik i april, nu bliver helt konkret – der er produkter, som kunderne kan få gavn af. Og vi glæder os meget over at være med til at give folk valgfrihed til at vælge det, der passer præcis til dem,” siger Pernille Johannessen, forretningsudviklingsdirektør i EWII.
I juni offentliggjorde EWII nyheden om, at selskabet vil bruge en milliard på at rulle fibernet ud til samtlige husstande i Trekantområdet i 2023.
”Vi ser fibernet som en væsentlig forudsætning for fremtidens infrastruktur. Vi har allerede udrullet fiber til en del af Trekantområdet, og nu sætter vi alvor fart på arbejdet, så vi bidrager til, at den grønne omstilling kan ske hurtigt og fremtidssikret,” siger Pernille Johannessen.