Undervisningsforløb skudt i gang
PRESSEMEDDELSER • jan 25 2017, 07:23
PRESSEMEDDELSER • jan 25 2017, 07:23
Hvor kommer energien fra? Hvordan bruger vi den? Og hvilke udfordringer er der i fremtiden? De spørgsmål og mange flere får seks lokale 8. og 9. klasser besvaret i denne uge, når de gæster Green Tech i Vejle, hvor EWII underviser i ”Bæredygtig energiforsyning på lokalt og globalt plan”.
I anledning af energikoncernens 150 års jubilæum har EWII i samarbejde med Pædagogisk center i Kolding nemlig udarbejdet tre forskellige undervisningsforløb: ”Teknologiens betydning for menneskers sundhed og levevilkår”, ”Drikkevandsforsyning for fremtidens generationer” og denne uges undervisning om bæredygtig energiforsyning.
Til alle tre undervisningsforløb stiller EWII nogle af sine eksperter og deres kompetencer til rådighed for interesserede folkeskoleklasser fra hele Trekantområdet. Forløbene er målrettet de fællesfaglige emner i naturfag og kan indgå i forberedelsen frem mod den afsluttende naturfagsprøve i 9. klasse.
”Eleverne får en masse informationer ved at se, hvordan de forskellige fag kommer i spil i praksis. Der har også været god mulighed for at føre diskussioner undervejs, som berørte emner fra biologi-, fysik/kemi- og geografitimerne. Det kan vi få rigtigt meget ud af i den fællesfaglige undervisning på skolen,” fortæller Jesper, der er fysik/kemi lærer i 8.B på Vinding skole fra Vejle, som havde sendt klassens drenge med til undervisningstilbuddet.
Spørgelystne og engagerede elever
Første del af undervisningen foregik indendørs, hvor drengene fra 8.B blandt andet skulle jonglere mellem Joule, kilowatt og megawatt, da de skulle regne ud, hvor meget strøm tv’et på teenageværelset sluger om året. Alle gik til opgaven med stor entusiasme, og det endelige resultat affødte en lang række spørgsmål fra både lærere og elever.
Da det var blevet besvaret, hvad gamle billedrørsfjernsyn og store computerskærme bruger i strøm, var det tid til at trodse det knap så energivenlige kolde, vindstille og grå vintervejr.
Med huerne godt oppe om ørerne og hænderne dybt begravet i lommerne blev eleverne vist rundt blandt solvarmepaneler, elbiler, solceller, varmepumper og meget andet, inden den lærerige formiddag sluttede med en quiz.
”Det har været guld for drengene at blive inspireret om energi og få et billede af, hvordan naturvidenskaben hænger sammen i den virkelige verden uden for laboratoriet,” lyder det begejstret fra klassens fysik/kemi-lærer, Jesper.