Skal man kun bruge det lille toiletskyl efter et toiletbesøg?

Et lille toiletskyl sparer naturligvis vand i forhold til et stort toiletskyl. Men er det en myte, at man kun skal bruge det lille toiletskyl – og hvornår giver det mening at spare? Gå på jagt og find svaret.

Vi tænker ikke nødvendigvis over, hvor meget vand toilettet egentlig bruger, når vi skyller ud efter et toiletbesøg. Vi trykker bare på toiletknappen – flere gange om dagen – per person i husstanden.

Men du bliver måske overrasket over, hvor meget vand man bruger på et toiletskyl. Derfor vil vi undersøge nærmere, hvordan vi kan spare på vores vandforbrug efter et toiletbesøg – og på pengene. Men også hvorfor det lille toiletskyl ikke altid er nok.

Ingen grund til at undgå toilettet

Inden vi kommer for godt i gang med toiletbesøg, vandforbrug og besparelser, så lad os lige slå én ting fast – når man ”skal”, så skal man!

Og bare rolig, vi lægger bestemt ikke op til, at du ikke må bruge dit toilet. Toilettet er da netop én af de mange gode fordele, vi har i Danmark – ja, vel lige frem en menneskeret.

Men det skader jo ikke at skænke dit toilet en ekstra tanke, inden du trykker løs.

Det påvirker både vandmængden, miljøet og din pengepung.

Lille, stort eller begge dele

Det lille toiletskyl kan bruges størstedelen af gangene ved et toiletbesøg – uanset om der er tale om bimmelim eller bummelum. Og det er værd at overveje det lille toiletskyl frem for det store. Men det kommer vi nærmere ind på om lidt.

For det er også nødvendigt at tilføje, at du ikke helt kan undgå det store toiletskyl. Dit afløb har brug for en vis mængde vand, da det ellers kan blive skadet. Du skal derfor med jævne mellemrum også trykke på det store skyl på toilettet.

Når det er sagt, så er der god grund til primært at vælge lille toiletskyl - eller faktisk helt at undlade at skylle ud hver gang. Mon ikke det kan skabe glæde hos småbørnsfamilierne, hvor de små poder netop lige har lært at gå på toilettet, men dog ikke lært også at få trukket ud?

Inden vi dykker nærmere ned i, om der skal trykkes eller ej, så lad os lige få vendt forskellen mellem det lille og store toiletskyl, og hvad det koster, hver gang du skyller ud efter et toiletbesøg.

Det svarer altså til, at du mængdemæssigt hælder op til 6 liter mælk ud, hver gang du trykker på stort toiletskyl.

Hvor meget vand bruger et toilet?

Toiletskyl udgør 29% af det samlede vandforbrug for en gennemsnitsfamilie. Og en gennemsnitsfamilie med to voksne og to børn har typisk en vandregning på ca. 10.000 kr. om året. Det betyder altså groft sagt, at det koster ca. 3.000 kr. om året at ’aflevere’ i toilettet, ifølge Videncentret Bolius.

Hvis vi kigger på, hvor meget vand et toilet bruger per toiletskyl, så er der faktisk stor forskel på, om du vælger knappen til et stort eller lille skyl på toilettet – og om det er et gammelt eller nyt toilet, du har.

Vandforbruget for et nyt toilet med 2-skylsfunktion:

  • Et stort toiletskyl bruger ca. 4-6 liter vand
  • Et lille toiletskyl bruger ca. 2-3 liter vand

Det svarer altså til, at du mængdemæssigt hælder op til 6 liter mælk ud, hver gang du trykker på stort toiletskyl.

Til sammenligning bruger et gammelt toilet ca. 9 liter vand eller mere per toiletskyl, hvor den vandbesparende 2-skylsfunktion ikke er en mulighed. Man kan i denne situation installere en vandsparer til toilettet, i form af en ventil, som giver et 2-skylstoilet. Hvis altså udskiftning til et helt nyt toilet ikke lige ligger i budgettet. 

Hvad koster det at skylle ud i toilettet?

Heldigvis er prisen for 1 liter vand ikke lige så dyr som 1 liter mælk.

Den gennemsnitlige pris for vand i Danmark i 2019 er ca. 7 øre for 1 liter vand, gældende for en gennemsnitsfamilie, ifølge brancheforeningen for vand DANVA.

Det store toiletskyl koster dig altså ca. 42 øre (6 liter) per skyl, i modsætning til et lille toiletskyl til ca. 21 øre (3 liter) per skyl.

Dét kan du så gange op med de antal toiletbesøg, du og resten af husstanden har om dagen, ugen, måneden og året. Det løber hurtigt op. 

Og netop derfor er det værd at overveje at vælge det lille toiletskyl, dér hvor det er muligt. 

Så sparer du jo samtidigt omkring 50% af vandforbruget i toilettet med det lille toiletskyl - hvis du da også vil skænke miljøet en tanke.

Læs også hvordan du undgår vandspild i hjemmet

Sådan kan du sænke vandforbruget på dine toiletbesøg

Der er flere måder at sænke dit vandforbrug på, når det kommer til toilettet.

Du kan blandt andet reducere dit vandforbrug i toilettet ved ikke at skylle ud hver gang. Hvis du kun har tisset, kan du overveje at nøjes med at lukke brættet ned - men uden at skylle ud. Så har du allerede sparet ca. 3 liter vand. Hmm, den lader vi lige stå lidt…

Du kan også overveje at slå to fluer med ét smæk i badet, så du får tisset af, samtidigt med at du er i bad. Så har du igen sparet ca. 3 liter vand - hvis det vel at mærke ikke forlænger din tid i badet.

Har du et gammelt toilet uden 2-skylsfunktionen, er en god overvejelse selvfølgelig også at få det skiftet ud med et nyt, så du får mulighed for lille og stort toiletskyl. Her vil du opleve en vandbesparelse, der virkelig kan mærkes.

Du sparer altså vand (og ikke mindst penge) for hvert toiletskyl, du undlader at tage.

Er det altid nok med et lille toiletskyl?

Der kan selvfølgelig være årsager, hvor et tryk på det lille toiletskyl ikke altid er nok.

Bor du eksempelvis i lejlighed, etagehus eller anden bolig, hvor vandtrykket ikke er særlig højt, så kan det være en udfordring at få skyllet ordentlig ud med det lille toiletskyl.

Et lille skyl kan også blive udfordret, hvis du ikke tænker over mængden af toiletpapir, du smider i.

En helt anden ting er jo, at toilettet kun er beregnet til bimmelim, bummelum – og selvfølgelig toiletpapiret. Alt andet, så som vatpinde, hår og tamponer, skal altid smides i skraldespanden, så afløbene ikke bliver stoppet og ødelagt.

Men næste gang du har givet toilettet et besøg, så prøv at stoppe op, så snart du skal til at trykke på knappen:

”Hvilken knap skal jeg vælge - og er det overhovedet nødvendigt at trykke denne gang?

Se flere tips til hvordan du kan spare på vandet derhjemme

Var myten om, at man kun skal bruge det lille skyl, korrekt?

Det er delvist korrekt, at du kun bør vælge det lille toiletskyl.

Det lille toiletskyl bruger ca. halvt så meget vand – og er dermed ca. halvt så dyrt – som det store toiletskyl. Det kan derfor godt betale sig både for dine pengepung og for miljøet, at du primært bruger det lille skyl efter et toiletbesøg.

Men du kan ikke helt undlade det store toiletskyl, da dine afløb har brug for vandmængden.

Så skænk dit toilet (og miljøet) en ekstra tanke, næste gang du skal trykke – det betaler sig.

Dit hjem

Myte: Er ECO programmer på din vaskemaskine virkelig så ECO?

Er det sandt eller falsk, at ECO programmerne på vaskemaskine og opvasker virkelig er ECO - eller bruger de bare en masse strøm og vand? Undersøg myten her.

Grøn elkedel på lyserød baggrund.

Dit hjem

Myte: Er din elkedel en rigtig strømsluger?

Fortjener di elkedel virkelig sit dårlige ry - eller er det bare en myte, at den sluger strømmen som en sulten guldfisk.

Din digitale hverdag

Fibernet i Danmark

Gennemsnitligt har 7 ud af 10 husstande adgang til fibernet i Danmark. Men i Trekantområdet er tallet alligevel højere.