Gå til indhold

Droner leder efter utætheder i fjernvarmen

PRESSEMEDDELELSER • 20-01-2026, 07:41

De kommende uger kan man støde på droner i luften over Vejle, Kolding, Lunderskov og Fredericia. Det er energi- og forsyningskoncernen EWII, der ved brug af droner og termiske kameraer undersøger fjernvarmenettet for potentielle utætheder.

Dronerne skal tjekke hele fjernvarmenettet i EWIIs forsyningsområde, og arbejdet vil blive gennemført i aften- og nattetimerne fra tirsdag den 20. januar til og med udgangen af uge 5.

”Der er stort fokus på droner i øjeblikket, men de droner, vi sender i luften, er ganske fredelige. Flyvningerne bliver udført af professionelle fagfolk, og det foregår om natten, fordi det giver det bedste resultat på de termiske målinger,” siger Frederik Stjernholm Busk, afdelingsleder for planlægning og salg af fjernvarme i EWII.

EWIIs fjernvarmenet bliver systematisk gennemgået med dronerne, og derfor vil de i løbet af perioden flyve over Vejle, Fredericia, Kolding og Lunderskov, hvor man derfor måske kan se dem på nattehimlen.  

Med de termiske kameraer er det muligt at identificere områder, hvor der er tab af vand og varme, hvilket kan være tegn på en utæthed i fjernvarmerørene, der ligger skjult under jorden.

”På billederne fra dronerne kan vi tydeligt se, hvis vi har utætte rør, der afgiver vand og varme. Med den viden kan vi meget præcist sætte ind og udbedre et rør, og dermed undgår vi, at det udvikler sig til større utætheder og brud på et senere tidspunkt,” forklarer Frederik Stjernholm Busk.   

Flyvningerne foregår på hverdage i tidsrummet fra kl. 22.00 til kl. 05.00. Præcist hvilke dage dronerne flyver, og hvor de tager billeder, afhænger blandt andet af vind, vejr og temperatur.