EWII har sat strøm til Danmarks største batteri
PRESSEMEDDELELSER • 13-05-2025, 16:06
PRESSEMEDDELELSER • 13-05-2025, 16:06
Det store batteri ved Hasle på Bornholm sender EWII helt i front som bidragsyder til den grønne omstilling. Batteriet bliver en aktiv del af energisystemet, hvor det blandt andet leverer systemydelser til Energinet og hjælper med at balancere elnettet.
"Fremtidens energisystem handler ikke kun om at producere grøn strøm, men i lige så høj grad om at kunne flytte og balancere strømmen, når der er brug for det. Vi benytter batteriteknologien til at opbygge et fleksibilitetsudbud, der både styrker forsyningssikkerheden og den grønne omstilling,” siger Claus Møller, kommerciel direktør i EWII Koncernen.
EWIIs batteri fungerer som en slags ”el-buffer,” der lynhurtigt kan sende mere strøm ud i elnettet eller optage energi efter behov. Denne fleksibilitet bliver stadig vigtigere, i takt med at mere energi kommer fra sol, vind og andre vedvarende kilder.
”Elnettet skal hele tiden balancere forbrug og produktion. Hvis der er for stor ubalance, kan det føre til strømafbrydelser. EWIIs batterier hjælper med at stabilisere nettet, så vi kan tænde for lyset, oplade elbilen eller lave kaffe – uden at tænke over, om spændingen svinger,” forklarer Claus Møller.
Teknologi, der virker
EWII markerede i dag, at Danmarks største batteri er sluttet til nettet. Koncernen har allerede mindre BESS-anlæg i Kolding, Munkebo og Korsør, og når endnu et anlæg ved Svenstrup i Nordjylland er taget i drift, vil EWII have en samlet kapacitet på 49 MW og 82 MWh.
Men energikoncernens ambitioner på batteriområdet stopper ikke her.
”Mens store energiprojekter som energiøer, vindudbud og brintanlæg strander på tegnebrættet, satser vi på batteriteknologi, fordi vi ved, det virker. Med vores digitale platform kan både vi og vores kunder handle med fleksibilitet, og derfor vil vi investere yderligere i BESS-anlæg og energilagring de kommende år,” siger Claus Møller.
Det kommende anlæg ved EWIIs lynladestation ved Svenstrup forventes at blive taget i brug i slutningen af 2025.
Mulig nødforsyning
Batterier er med til at styrke forsyningssikkerheden ved at skabe balance i elnettet. Normalt bliver batterierne ikke helt afladt, men står og lader op og ned afhængigt af produktion, forbrug og priser.
På Bornholm kan EWIIs batterianlæg potentielt bidrage til nødforsyningen, hvis der opstår problemer med søkablet fra Sverige.
”Hvis søkablet svigter, ville batteriet ved Hasle hurtigt kunne koble til og forsyne øen, mens kedler på det lokale kraftværk varmer op. Det er ikke en aktuel mulighed i dag, men vi håber, det bliver en løsning på sigt”, siger Claus Møller.
De 30 MW og 43 MWh, som EWII netop har sat i drift, ville kunne holde Bornholm forsynet med strøm i 1-2 timer.
Kort om EWIIs batteri: