EWII indgår et stærkt partnerskab med Royal Arena

PRESSEMEDDELSER • aug 25 2016, 08:00

Energikoncernen EWII, der hidtil har været kendt som TREFOR, har underskrevet en founding partner aftale med Københavns kommende multiarena Royal Arena i Ørestad. Aftalen, der er indgået med driftsselskabet DVE (Danish Venue Enterprise), er flerårig og er en direkte udløber af koncernens nye strategi for national og international ekspansion.

”Vi er både stolte af og meget tilfredse med, at vi har indgået aftale med en professionel og nytænkende virksomhed som Royal Arena. Med founding partner aftalen får EWII en brandingplatform, som er helt unik i hovedstaden og dermed i hele Danmark. Vi får en profilering på meget højt niveau, og samtidig er aftalen en stærk forretningsmæssig aftale, der vil understøtte såvel vores nationale som vores internationale strategi, ” siger Knud Steen Larsen, adm. direktør i EWII koncernen.

Med aftalen bliver EWII totalleverandør af bæredygtig energi til Royal Arena, og energileverancen vil bestå af vindstrøm. Endvidere bliver EWII Royal Arenas sparringspartner omkring optimal energianvendelse og energiledelse.

”I en topmoderne og relativt kompliceret bygning som Royal Arena er det af stor betydning at finde strategiske partnere på områder, hvor gevinsten ved rettidig rådgivning og intelligente løsninger er absolut størst, og derfor har det været afgørende for os at finde en partner, der er teknologisk fremme i skoene, nytænkende, løsningsorienteret og i øvrigt parat til at sætte sig ind i vores forretning. Den partner har vi fundet i EWII,” siger Dan Hammer, adm. direktør i Royal Arena.

Fokus på æstetik og bæredygtighed

Med en placering midt imellem Rådhuspladsen og Københavns Lufthavn og med metro lige til døren og tog ganske tæt på er Royal Arena en byarena, og det har fra starten været et væsentligt ønske, at bygningen i sig selv bliver en attraktion. Der er således gjort rigtig meget ud af arkitekturen og æstetikken, og med en facade af glas og træfinner er der opnået en helt særlig åbenhed i bygningens udtryk.

”Med udgangspunkt i de fysiske rammer, vi har fået fra bygherren, er det en indiskutabel forpligtelse at forsøge at drive Royal Arena med behørig respekt for miljøet. Derfor vil vi sammen med EWII fra dag 1 jagte indsigt og løsninger, der nedbringer vores energiforbrug, ligesom vi naturligvis kun køber grøn vindmøllestrøm fra EWII,” understreger Dan Hammer.

To TRIPL’er på plads

I forhandlingsprocessen blev Royal Arena opmærksom på flere innovative og interessante produkter fra EWII koncernen, og der er blandt andet indgået aftale om levering af to TRIPL’er til Royal Arena.

”I EWII glæder vi os til at levere miljørigtig energi og input til en effektiv og stærk energiledelse til Danmarks nye flotte flagskib. Og så er vi naturligvis meget tilfredse med Royal Arena også har vist stor interesse for og har set det store potentiale i EWIIs egenudviklede elkøretøj TRIPL,” siger Knud Steen Larsen.

Store oplevelser i vente

Første spadestik til Royal Arena blev taget i 2013, og den officielle åbning vil være i 1. kvartal 2017. Royal Arena har et areal på 35.000 m2 etagemeter, og forventningen er 60-80 arrangementer og knap en halv million gæster om året. Royal Arena er designet til en topkapacitet på 16.000 tilskuere til koncerter og kan med sin fleksibilitet omdannes til sportsarenaer af enhver art.

Allerede nu er der flere store events på plads i Royal Arenas kalender. Således indtager Queen-musicalen ”We Will Rock You” scenen i april 2017, mens EM i kortbanesvømning finder sted i december 2017. I maj 2018 lægger Royal Arena rammer til VM i ishockey.

EWIIs founding partner aftale får virkning fra arenaens åbning, mens EWIIs energilevering til Royal Arena allerede træder i kraft i slutningen af 2016.

”Vi ser frem til et konstruktivt og langvarigt samarbejde med EWII, og vi er stolte af at have EWII med som founding partner og eksklusiv energileverandør,” siger Dan Hammer.

Fakta:

  • ”Founding partners” er omfattende partnerskaber på niveauet lige under hoved- og navnesponsoren i Royal Arena.
  • Royal Arena vil i alt have fem ”Founding Partners”. På nuværende tidspunkt er offentliggjort aftaler med Royal Unibrew, Danske Bank, BC Hospitality Group og EWII.

Fakta:

  • Realdania og Københavns Kommune er bygherrer på Royal Arena. Parterne har dannet selskabet Arena CPHX P/S, som står for planlægningen og opførelsen af Royal Arena.
  • By & Havn har bidraget med byggegrunden.
  • Når byggeriet er færdigt overgår driften af Royal Arena til Live Nation/Danish Venue Enterprise.
  • Det prisvindende arkitektfirma 3XN har tegnet Royal Arena.

 

 

For yderligere information kontakt venligst:

Knud Steen Larsen, adm. direktør i EWII koncernen, mob. 20 33 04 21

Dan Hammer, adm. direktør Royal Arena, mob. 53 57 80 45