Gå til indhold

EWII Koncernen går ind i finsk vind-investering

PRESSEMEDDELELSER • 30-06-2025, 06:30

Den danske energikoncern EWII bevæger sig længere ud over landets grænser med investering i Finland. Her skal to vindmølleparker nu opføres af TOWII Renewables, som EWII og japanske Tokyo Gas hver ejer 50% af. Dermed sættes yderligere strøm til ambitionerne om at udvikle grøn energi i både ind- og udland.

Det er første gang, at EWII Koncernen investerer i det finske marked. Med TOWII Renewables – et joint venture ejet af EWII og Tokyo Gas – som bygherre, skubber koncernen yderligere til udbygningen af europæisk grøn energi.

”Investeringen i ikke bare én men to finske vindmølleparker er en milepæl for EWII Koncernen og vores joint venture TOWII Renewables. Ambitionen har fra begyndelsen været at udvikle og udbygge kapaciteten af grøn energi, og derfor glæder det mig meget, at vi nu har to konkrete projekter, der rykker den grønne omstilling i et europæisk perspektiv,” siger Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør i EWII Koncernen.

De to vindmølleparker kommer til at bestå af seks vindmøller hver. Efter planen er alle møller i drift i første halvår 2027, hvor en samlet kapacitet på cirka 74,4 MW vil være ejet af TOWII Renewables.

”TOWII overtager to projekter, som er tæt på at være færdigudviklet, og vi glæder os til at opføre de store vindmøller. Vi er stolte over, at vi kan bruge ekspertisen i TOWII Renewables til at realisere projekterne og dermed skabe mere grøn energi til fremtidens forbrug,” siger Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør i EWII.    

Globale klimaforandringer

Investeringen i de finske vindmølleparker bliver ikke en engangsforestilling for EWII Koncernen og Tokyo Gas. Når vindmøllerne er opført, er det hensigten at sælge dem videre for at skabe nyt kapitalgrundlag til udvikling af endnu flere vindprojekter og udvikle endnu mere grøn energi.

”Der har været megen snak om manglende grøn omstilling i Danmark på det seneste. Den kritik deler vi, og netop derfor er det vigtigt, at vi får gjort noget andre steder end i Danmark. Klimaudfordringerne er globale, og det bidrager til det fælles bedste at få reduceret CO2-udledningerne, uanset om det er i Finland eller Danmark. Derfor kan man også godt forestille sig, at vi kommer til at overveje andre geografier”, fortæller Lars Bonderup Bjørn.

De to vindmølleparker opføres i Raahe Kommune i den centrale, finske region Northern Ostrobothnia. Her opstilles i alt 12 vindmøller på allerede godkendte placeringer.