EWII overtager virksomheden Fyr Fyret
PRESSEMEDDELSER • sep 15 2020, 12:52
PRESSEMEDDELSER • sep 15 2020, 12:52
Fyr Fyret – en virksomhed, der sælger varmepumper på abonnement til private forbrugere – får nye ejere: EWII Koncernen har dags dato overtaget ejerskabet fra sourcing- og servicekoncernen Solar.
For EWII handler opkøbet om at styrke den grønne fremtid, Danmark kigger ind i:
”Vi tror på, at vejen frem for Danmark er varmepumper, både til erhvervsdrivende og til private forbrugere. Varmepumper er bæredygtige og klima-venlige, og sådan mener vi også, at fremtidens forretning skal være,” siger Lars Bonderup Bjørn, der er administrerende direktør i EWII Koncernen.
Med Fyr Fyret i porteføljen har EWII i dag markedets stærkeste tilbud til privatkunderne. Og det er ikke tilfældigt, lyder det fra direktøren.
”Vi har de senere år fokuseret meget af vores forretning på varmepumper, og på området omkring grønne alternativer til de mange olie- og gasfyr, der står rundt omkring i de danske hjem og i mange virksomheder,” siger han og uddyber:
”Vi skal have alt gas udfaset, og det betyder jo, at fyrene skal ud. Med navnet in mente er der ikke så meget tvivl om, hvor Fyr Fyret står henne i den debat - så vi er meget forventningsfulde, og glæder os til at have virksomheden under vores vinger,” siger direktøren.
Fyr Fyret er en foregangsvirksomhed indenfor varmepumpe-området i Danmark: I 2016 lancerede Energistyrelsen en støtteordning, hvor Fyr Fyret sammen med fire andre blev udvalgt på baggrund af deres koncept med varmepumper på abonnementsordning. Formålet var at udbrede kendskabet og brugen af varmepumper som alternativ til fossile gas- og oliefyr.
I dag er der cirka 80.000 oliefyr og 380.000 gasfyr, ifølge tal fra Finansministeriet **.
”Det er for mange. Ud med dem, og ind med nogle grønne varmepumper,” siger Lars Bonderup Bjørn.
** https://fm.dk/media/18017/faktaark-til-foerste-del-af-klimahandlingsplanen.pdf
For yderligere information kontakt venligst:
Administrerende direktør i EWII Koncernen, Lars Bonderup Bjørn, på tlf 23 23 71 18.