EWII støtter projektet Fra bænken til banen
PRESSEMEDDELSER • maj 16 2019, 07:10
PRESSEMEDDELSER • maj 16 2019, 07:10
Kan fodbold få skoletrætte unge til at have mindre fravær? Ja, mener de i Fredericia, hvor fodboldholdet FC Fredericias projekt ”Fra bænken til banen” er i fuld gang. Projektet er rettet mod unge fra 8.-10.klasse, der er i fare for at sive ud af uddannelsessystemet, på grund af for højt fravær eller skoletræthed, og har i dag kørt i fem år.
EWII koncernen støtter tiltaget, som en del af koncernens nye sponsor-strategi. Og det er med stolthed:
”Projektet har opnået markante resultater, og derfor er det nu rigtig vigtigt at sikre, at den gode indsats som FC Fredericia har gjort gennem de sidste fem år, får mulighed for at fortsætte. Derfor er vi stolte af at støtte projektet, sammen med en række andre, lokale virksomheder,” siger administrerende direktør i EWII koncernen, Lars Bonderup Bjørn.
Også de unge selv oplever, at det gavner dem at komme ud og spille fodbold, og møde andre unge på banen:
”Det giver mig energi, og jeg bliver frisk af at træne her om morgenen. Nogen af dem på holdet kender jeg i forvejen, men jeg har også fået en del nye venskaber på holdet – det er super fedt,” siger Mohammed Rashid Fatah, der er 14 år og går i 8. klasse på Nørre Allé Skole i Fredericia.
Fodbolden åbner op for det, der er svært
”Fra bænken til banen”-holdet består af 20 unge drenge og piger, og en mentor og coach, der hjælper dem med at få styr på nogle af de ting, der kan være lidt svære i hverdagen.
”De er gode til at spille fodbold, og vi ser andre sider af de unge, som skolen ikke nødvendigvis ser. Her er de glade, fulde af energi og engagerede, og derfor behandler vi dem også seriøst og som ’professionelle fodboldspillere’. De unge har deres eget spillernummer og trøje, som de bruger hver gang – det giver dem en følelse af at være en del af noget større,” fortæller Jason Campbell, mentor og coach for de unge.
I de år, projektet har kørt, har det udviklet sig. Et af de nye mål er at forsøge at finde praktikpladser til de unge, der går i 10 klasse.
”På den måde kan vi hjælpe dem endnu et skridt videre i voksenlivet, siger Jason Campbell.