EWII uddeler støtte til bornholmske fællesskaber
PRESSEMEDDELSER • 18-08-2023, 06:20
PRESSEMEDDELSER • 18-08-2023, 06:20
”Hos EWII har vi tradition for at støtte spændende tiltag i de områder, vi er til stede i. Og nu hvor Bornholm er en del af vores forsyningsområde, er der selvfølgelig også oprettet puljer til bornholmske initiativer. Vi glæder os rigtig meget til at se pengene komme ud og skabe glæde lokalt,” siger direktør for Marketing og Kommunikation i EWII, Mette Daugård Hultén.
EWII har oprettet flere puljer, hvor det blandt andet er muligt at søge midler til holdtøj til børn og unge, initiativer der støtter den grønne omstilling samt lokale aktiviteter og events.
Der er med andre ord gode støttekroner at hente for lokale foreninger, klubber og initiativtagere, hvis de er involveret i noget, der opbygger fællesskabet, skaber glæde og har et grønt fokus. Og det er ikke tilfældigt, at EWII har valgt at uddele støttemidler i de tre kategorier.
”Som forsyningsselskab vil vi gerne give tilbage til det samfund, som vi er en del af, samtidig med at vi tager ansvar og bidrager til den grønne omstilling. Derfor er det også helt naturligt, at vi især kigger efter det, som involverer lokale børn og unge, giver fælles oplevelser og tager et grønt initiativ,” forklarer Mette Daugård Hultén.
Åben for ansøgninger
Bornholm blev en del af EWII Koncernens forsyningsområde, da datterselskabet TREFOR El-net Øst overtog det bornholmske elnet, og siden 1. januar 2023 har der siddet bornholmske medlemmer i EWIIs repræsentantskab. Derfor har EWII nu også afsat midler til forskellige initiativer og fællesskaber på øen.
”Vi er helt sikre på, at der findes masser af gode og spændende initiativer i de bornholmske lokalsamfund og foreninger, hvor EWIIs støttepuljer kan gøre gavn. Så vi håber selvfølgelig på rigtig mange ansøgninger og glæder os til at bidrage til aktiviteterne,” siger Mette Daugård Hultén.
Der er åben for ansøgninger til alle tre puljer, og EWII tager løbende stilling til de indsendte projekter og initiativer.
EWII støtter projekter og aktiviteter i hele koncernens forsyningsområde, som udover Bornholm omfatter byerne Fredericia, Kolding, Middelfart, Vejen, Vejle og deres opland. I 2022 støttede koncernen cirka 130 foreninger, klubber og projekter. Støtten er fordelt i forhold til størrelsen på de enkelte forsyningsområder.
EWIIs tre støttepuljer
EWII Koncernen har tre forskellige puljer på Bornholm:
1. Holdtøj til børn og unge. Lokale klubber og foreninger kan søge støtte hos EWII til holdtøj til børn og unge amatører. Puljen er åben for alle former for sportsgrene.
2. Grønne initiativer. EWII støtter initiativer, der gavner klima og miljø, og som er til glæde for alle i foreningen, byen, lokalsamfundet, på skolen osv. I kan for eksempel søge penge til konkrete grønne fællesprojekter, temadage eller undervisningsmateriale.
3. Lokale begivenheder. EWII giver støtte til lokale begivenheder og arrangementer, der styrker fællesskabet inden for kultur, kunst, motion og fritid. Det kan for eksempel være en klima-koncert, en forestilling eller fysisk aktivitet i børnehøjde.
Læs mere om puljerne, og hvordan du ansøger på ewii.dk/sponsorater