Hvad skal vi med data
PRESSEMEDDELSER • 12-12-2018, 10:56
PRESSEMEDDELSER • 12-12-2018, 10:56
KOMMENTAR af Lars Bonderup Bjørn, adm. direktør i EWII.
Egentlig læser jeg kun meget sjældent digte – og hvis det er, vil det ofte være med en forventning om at læse noget morsomt eller gøre noget morsomt.
I fredags lå der pludselig en digtsamling foran mig om et emne, jeg lige nu arbejder professionelt med milliardinvesteringer i. ”Dagene er data” af Lone Hørslev. Mens jeg læste, begyndte Halfdan E’s musik til Dan Turèll at køre i mit indre. ”Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen.”
Men holder jeg af data? Hverdagen er jo fuld af data. Af alle slags. Da jeg læste Lone Hørslevs digte, blev jeg ekstra bevidst om, hvor intenst vi kæmper for at reducere hverdagen til kun at være data.
Min hverdag er data:
• 98% af beboerne i Trekantområdet er på internettet.
• 77% af beboerne i Trekantområdet har adgang til fiberbaserede internetforbindelser.
• 30% af beboerne i Trekantområdet har valgt fiberbaseret internet.
• Fiber er objektivt den mest stabile, hurtigste og mest sikre internetforbindelse, der findes.
• Alle der ikke er på fiber har mulighed for at blive koblet op helt gratis, men mange lader være.
Hos EWII arbejder vi lige nu med at bygge forudsætningerne for verdens førende fibersamfund, og selv ejere af de gamle internetteknologier, kobber- og coax, er nu ude med budskabet om, at fremtiden hører fibernettet til:
”… På lang sigt giver fiber mulighed for at levere højere hastigheder… Derfor tror vi på, at fiber fremadrettet vil være en mere interessant mulighed for vores kunder.” (Andreas Pfisterer, direktør i Netco til IT Watch).
Og vi bruger jo heller ikke heste som primært transportmiddel længere.
Men livet er jo ikke data. Der er så meget andet, der betyder noget. Livet er også sorg, glæde, nærvær, elskov, samtale, ondt i maven, stolthed over at have lavet endnu en portion lækre hjemmebagte vaniljekranse og begejstring over, at Danmark lige har vundet en håndboldkamp.
Så, hvad skal vi med al den data? Får jeg et lettere liv? Et mere sikkert liv? Kan vi forebygge sygdomme og ensomhed? Kan vi øge livskvaliteten? Kan vi tage bedre vare om miljøet?
Ja!
Hos EWII vil vi gerne have fiberforbindelser ud i hvert eneste hjem, så vi kan få realtidsdata! Ikke for at se om du lige nu bruger din brødrister, din vaskemaskine, dit tv eller om du lader din elbil op. Men tværtimod fordi vi gerne i fremtiden vil kunne sikre, at du faktisk har strøm til at bruge din brødrister, din vaskemaskine osv. Og videst muligt får strømmen fra miljøvenlige energikilder. Realtidsdata gør det nemlig muligt for os at reducere miljøbelastningen mest muligt. Mindre CO2, mindre global opvarmning, mindre forvirring af naturens rytmer.
Verdens førende fibersamfund skal nemlig hjælpe dig og mig, ja os alle til at få en mere ubesværet hverdag – et ubesværet liv. Intelligent, ressourceorienteret og bæredygtigt.
Fibernettet giver os alle sammen en langt større sikkerhed i forhold til telemedicinske løsninger - det bliver nødvendigt med de nye supersygehuse med 25% færre sengepladser, længere levetid og flere livsstilsygdomme (det har vi data på). Fibernettet er nødvendigt til 5G, til 4K tv (spørg f.eks. B&O), til selvkørende biler (de er på vej) og alt det andet, der uomtvisteligt vil være en del af fremtiden, også i Trekantområdet. Fibernettet er det bedste middel til sikring mod fjendtligsindede hackere. I august i år talte vi 300.000 forsøg på hackerangreb på vores elnet. Det er altså din strømforsyning, det handler om. Din mulighed for at lave vaniljekranse. Og se håndbold.
Fibernettet skal skabe plads til liv. Du skal leve livet. Med glæde, sorg, begejstring, nærvær, elskov, samtale, ondt i maven, vaniljekranse og håndbold.
Glædelig jul!