Kunder hjælper TREFOR med forbedringer

PRESSEMEDDELSER • jun 08 2016, 09:42

Tirsdag aften havde TREFOR samlet en gruppe kunder, for at få deres feedback og input til videreudvikling af energikoncernens nye moderne selvbetjeningsmodul ’Din Selvbetjening’ på hjemmesiden trefor.dk. Mere end 600 af TREFORs privatkunder havde ytret ønske om at deltage i den nyoprettede fokusgruppe, og 20 af dem var blevet inviteret til at deltage i gruppen i denne omgang.

”Der har været en overvældende interesse for at deltage i fokusgruppen, og det er vi naturligvis rigtig glade for, for på den måde har vi kunnet sammensætte en meget repræsentativ fokusgruppe. Der pågår et konstant arbejde med at forbedre og optimere kundernes oplevelse af Din Selvbetjening, og derfor er inddragelse af kunderne vigtigt for os,” siger Elisabeth Bondesen, systemansvarlig i TREFOR A/S og projektleder på udviklingen af selvbetjeningsmodulet.

Fokusgruppen arbejde meget energisk med testspørgsmålene, og der var bred enighed om, at initiativet var godt, og at det var spændende at være med til.

”Brugervenlighed er alt i dag, og en god måde hvorpå virksomheder kan differentiere sig. Virksomheder kan have masser af information, men hvis ikke den præsenteres brugervenligt, kan det være lige meget. Jeg vil gerne give mit bidrag til at højne brugervenligheden ved TREFOR, herunder Din Selvbetjening,” lød det fra Chang Thomsen, IT-projektleder ved Solar og en af deltagerne i fokusgruppen.

Indførelsen af Engrosmodellen på energiområdet den 1. april i år, stillede krav til TREFOR og alle andre energiselskaber, om at lave tilretninger på selskabernes hjemmesider, og i TREFOR valgte man derfor at gentænke hele selvbetjeningsmodulet.

”Vi har valgt at lave et helt nyt layout, der er langt mere kundevenligt, og samtidig er selvbetjeningsmodulet blevet tilpasset, så den nu kan anvendes på alle devices, og ikke som tidligere, hvor selvbetjeningen var begrænset til PC og Iphone,” forklarer Elisabeth Bondesen.

På Din Selvbetjening kan TREFORs kunder få et overblik over de produkter, de har fra TREFOR i dag, se regninger, tilmelde sig forbrugsovervågning og –rapporter samt driftsmeddelelser.

”Med forbrugsovervågningen kan man oprette adviseringer, så man får besked, hvis forbruget overstiger en nærmere fastsat grænse. På den måde kan man opdage eventuelle utætheder i tide eller blive mere bevidst om ens energiforbrug. Til glæde for familiens samlede økonomi,” fortæller Elisabeth Bondesen.

Endvidere kan kunderne via Din Selvbetjening skifte produkt og selvfølgelig holde øjet med forbruget af el, vand og varme.

Med Din Selvbetjening ophører den tidligere TREFOR Energi App.

 

FAKTABOKS

På Din Selvbetjening kan du bl.a.:

  • Se forbrug af el, vand og varme
  • Tilmelde sig forbrugsovervågning og –rapporter samt driftsmeddelelser
  • Se regninger
  • Tilmelde sig PBS, eBoks, NemKonto og nyhedsbreve
  • Bestille el/skifte el-aftale
  • Bestille bredbåndsprodukter og tv- og telefoniprodukter
  • Se et samlet overblik over dit kundeengagement hos TREFOR