Mange nye ansigter i EWIIs nyvalgte repræsentantskab
PRESSEMEDDELSER • nov 22 2018, 07:35
PRESSEMEDDELSER • nov 22 2018, 07:35
Valget til EWIIs repræsentantskab er overstået, og listen med de 120 personer, der fra 1. januar 2019 og fire år frem skal udgøre EWII Koncernens øverste myndighed, ligger klar.
Der er tale om en relativ stor udskiftning af repræsentantskabet, da 46 af de 120 (38%) medlemmer er nyvalgte, hvilket glæder Jørn Limann, afgående formand.
”Der er mange nye ansigter i det nye repræsentantskab, og det er meget glædeligt,” siger Jørn Limann, der efter otte år i såvel repræsentantskabet som bestyrelsen, og det seneste år som bestyrelsesformand nu siger farvel.
”Det er vigtigt for udviklingen af vores fælles multiforsyningsselskab i Trekantområdet, at der er en interesse ude blandt kunderne, for at EWII kan fastholde positionen som et ansvarligt infrastrukturselskab, der sikrer os de daglige selvfølgeligheder som el, vand, varme og fibernet. Og det har vi oplevet i forbindelse med dette valg,” understreger Jørn Limann.
Højere stemmeprocent
I fire af de fem kredse var der kampvalg, kun i Vejenkredsen var der fredsvalg, og stemmeprocenten blev på 12,12% - mere end to procentpoint højere end ved sidste valg for fire år siden – og det endda selvom alle kommunestemmerne denne gang blev destrueret.
Højeste stemmeprocent havde Fredericiakredsen, hvor 14,77% af de stemmeberettigede afgav deres stemme, mens Koldingkredsen med 13,58% og Middelfartkredsen med 12,84% også kom over det samlede gennemsnit.
Det nye repræsentantskab samles første gang den 18. december, hvor valg til bestyrelse og valg af ny formand finder sted.
”I det seneste år har den nuværende bestyrelse leveret et stærkt aftryk på EWII, blandt andet med vedtagelsen af vores nye offensive strategi. Den er vi allerede godt i gang med at folde ud, og strategien vil løfte Trekantområdet væsentligt. Jeg glæder mig til at få et godt og konstruktivt samarbejde med såvel det nye repræsentantskab, som den kommende nye bestyrelse og bestyrelsesformand,” siger Lars Bonderup Bjørn, adm. direktør i EWII.
Den samlede liste over valgte til repræsentantskabet i EWII finder du her: www.ewii.com/valg