Derfor vakler elektrificeringen

Bragt i EnergySupply den 24. november 2025

Af: Lars Bonderup Bjørn, adm. direktør EWII

Aviserne fyldes med historier om manglende kapacitet i elnettet. Som trold af en æske er det blevet en kæmpe overraskelse, at elektrificeringen betyder, at der skal bruges mere transportkapacitet til strømmen. Det til trods for, at den stigning, vi ser i elforbruget, er langt under det niveau Energistyrelsen har varslet i de seneste år.

Under overværelse af daværende Kronprins Frederik og videnskabsminister Sofie Carsten Nielsen stiftede jeg i 2014 Institut for fremtidig bagklogskab, da jeg som bestyrelsesformand holdt tale til Aalborg Universitets 40 års jubilæum. Instituttet blev stiftet i konstateringen af, at man med stor sikkerhed kan forudsige, hvad man om nogle år vil betegne som dumt, at man ikke fik gjort. Her er et uddrag af, hvad jeg for instituttet skrev i en kronik i Jyllands-Posten den 11. marts 2020 – altså for mere end 5 år siden:

“Danmark har brug for en infrastrukturplan. En plan, der fastlægger energisystemets motorveje og landeveje. Både i el og i varme. De to systemer kobles sammen i elektrificeringen. Politikerne må forlade deres trang til at overlade alt til det frie initiativ og tage ansvaret for infrastrukturen. Det er den vigtigste og økonomisk mest afgørende beslutning i den grønne omstilling.

Hvad sker der, hvis de ikke gør? Institut for fremtidig bagklogskab vil om nogle år håne dem for at have skabt Banedanmark II. Løsningerne vil stritte i alle retninger, og dem, der arbejder for at sikre, at der altid er rigelig strøm i stikkontakten, vil fejle i et hidtil uset omfang.”

Hån tjener intet formål. Det gør det derimod at stille spørgsmålet “hvad gik galt?” og “hvad pokker gør vi nu?” For sagen er, at vi i dag står i en situation, hvor Banedanmark II er skabt, og løsningerne stritter faktisk i alle retninger.

Hvad gik galt? Vi kan pege ind i Energinet og berettiget stille spørgsmål. Hvor er overblikket? Mens nogle kritiserer Energinet for manglende projektstyring og gerne ser Energinet privatiseret, er jeg mere bekymret for det forhold, at Energinet er en statsejet offentlig virksomhed – en tandløs tiger, som ikke har det brøl, situationen har krævet. Energinet skal, når alt kommer til alt, danse den politiske dans. Det skal jeg ikke.

Jeg vil derfor også løfte blikket og konstatere, at Danmark har spildt de samme 5 år med at defokusere hele elsektoren med et brintfatamorgana, som umiddelbart ikke har noget med elnettets problemer at gøre – og samtidig har alt med det at gøre, fordi al opmærksomhed har været kastet i den retning. Fra politikere, fra Green Power Denmark, fra virksomheder, fra reaktionære og fra progressive – og i høj grad fra journalister - har man forbigået talrige opfordringer til at tage elnettets problemer alvorligt. Jeg fik lov til at tale med Zetlands Thomas Hebsgaard om fatamorganaet den 19. februar 2025, og jeg har tidligere fået et antal karikaturer i Jyllands-Posten om den mørklægning manglende planlægning fører med sig.

Det vigtige lige nu er, at vi ikke igen mister fokus og bruger alle kræfterne på en ligegyldig diskussion om atomkraft. Det løser intet de næste 10-20 år, om produktionen af strøm kommer fra den ene eller den anden kilde. Det vigtige er, at vi husker, at det er klimaet og vores alle sammens hverdag, det handler om.

Så hvad pokker gør vi nu? Tjah, meget er jo i virkeligheden lige til. Energinet må professionalisere sit arbejde, ligesom vi også må det i EWII, hvor jeg er direktør. Vi er nødt til at blive bedre. Energistyrelsen må se af at få noget jordforbindelse. De hovedløse fremskrivninger gør ikke godt for noget. Der er masser af infrastrukturudbygning, vi let kan forholde os til: Om tilvæksten i elbiler sker, så der kommer 1 million elbiler i 2030, 2028 eller 2027, som det senest lyder, ændrer ikke på det forhold, at efterspørgselsindikatoren er lige til. At varmen skal elektrificeres og allerede er godt i gang er lige til, og at det er muligt at lave et overblik over, hvornår de mange nuværende varmeværker er udtjente med eksisterende træ- eller gasafbrændingsteknologier, der skal udfases til fordel for elektrificering, er utvivlsomt. Det kan man gøre med en relativt let indsats. At batterier stormer frem i disse år kunne i et vist, men ikke fuldt omfang forudses, men mens det ikke er helt let at holde styr på efterspørgslen fra batterierne, så er det i høj grad muligt at styre indfasningen ved at skabe økonomisk attraktivitet af forskellige anvendelsesmuligheder for batterier – og gøre andre mindre attraktive. Det kan planlægges, hvis man vil, og hvis man ikke arbejder for rigidt i Forsyningstilsynet. Datacentre – nogle af fremtidens store elforbrugere - vælter ikke pludseligt op af jorden. Der kan stilles krav, og attraktiviteten af lokationer kan justeres. Og brint … nå ja … jeg lader det være.

Det korte af det lange er, at behovet for en plan er udtalt. En plan med jordforbindelse er helt nødvendig. Behovet for dygtig projektstyring er indiskutabelt. Behovet for ledelse er åbenbart.

Og lad os så tale om det, det handler om. Også selv om det gør politisk ondt.