Gå til indhold

Det er et mirakel, vi forsat kalder træafbrænding for vedvarende energi

Begejstringen for statistik, nettoopgørelser og klimamål fremfor reel klimapåvirkning er udtalt blandt landets skovproduktionsfolk, når de forsvarer den massive afbrænding af træ i energisektoren.

Duplik bragt i Klimamonitor tirsdag den 19. maj 2026 af

Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør i EWII, Jakob Kronik, co-generalsekretær i Verdens Skove, Mathias Aarup Berg, Head of Regulatory Affairs i European Energy, Marie Smedegaard Andersen fra Ungeklimarådet, Asbjørn Haugstrup, Chief External Relations Officers i Innargi og Christina Ihler Madsen fra Klimabevægelsen

 

Begejstringen for statistik, nettoopgørelser og klimamål fremfor reel klimapåvirkning er udtalt blandt landets skovproduktionsfolk, når de forsvarer den massive afbrænding af træ i energisektoren.

deres replik til vores indlæg i Klimamonitor gentager de fortællingen om, at biomassen bidrager til klimamål, bæredygtigt skovbrug og grøn omstilling.

At biomasse bidrager til klimamålene kan kun begrundes i, at man sammenligner med fortiden og gør alternativet til biomasse til kul og olie, der modsat træafbrænding tælles med i den danske klimastatistik. At det reelle alternativ er vind, sol, geotermi og overskudsvarme, ser man bort fra.

Ulødigt med nettoberegninger

At biomassen bidrager til den grønne omstilling, er objektivt forkert. Danmarks største kilde til CO2 er biomasse. Det relevante er den mængde CO2, der tilføres atmosfæren.

Det er ikke lødigt at lave nettoberegninger, hvor nyplantet træ modregnes. Hvis energien hentes fra CO2-fri kilder som vind, sol og geotermi, vil træerne fortsat optage CO2, og de kan lige så godt modregnes i geotermien som i træafbrændingen.

At en afgift på biomasse gør den dyrere, er jo netop pointen. Vi putter afgifter på ting, vi som samfund ønsker at bruge mindre af. Sprut og cigaretter for eksempel.

Selvom der er god gang i elektrificeringen af fjernvarmen, så er 90 procent stadig ikke på el. Med andre ord er det mere oplagt at skrue op for elektrificeringen end op for varmeregningen, hvis der kommer en afgift på biomassen.

At biomassen bidrager til bæredygtigt skovbrug, kan kun begrundes i, at man sammenligner med egne produktionsformer. Forbrugerombudsmanden vil næppe billige, at man bruger ordet bæredygtigt om produktionsskove. Særligt ikke fordi naturskove binder og ophober langt mere CO2 end produktionsskove gør.

Biomasse er bestemt ikke nogen mirakelkur, men det er et mirakel, at man trods massive forskningsresultater, der viser det modsatte, er lykkedes med at fortælle Danmark og verden, at træafbrænding er godt. Vi skal stoppe træafbrændingen. Vi skal have mere vind, sol, vandkraft og geotermi.

Direktørens klumme

Udforsk holdninger, kommentarer og indsigter fra EWII Koncernens administrerende direktør Lars Bonderup Bjørn.

Læs flere klummer her