Er ministeren dårligt hjulpet?

Bragt i Energy Supply torsdag den 25. juni af

Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør i EWII

Jeg var ikke tilfreds med ministerens udspil til akutpakke for Energinet. Klima-, Energi- og Forsyningsminister Samira Nawa spillede i sidste uge ud med et oplæg til, hvordan der kan prioriteres i den lange kø af projekter, som Energinet fortæller er en udfordring for udbygning af elnettet. Tallene varierer lidt, men i runde tal er der 60 GW i kø mod den nuværende peak-kapacitet på 7 GW. Det lyder selvfølgelig voldsomt.

Min utilfredshed skyldes, at ministeren ikke adresserer det egentlige problem: Manglende overblik i Energinet og mulighederne for at hjælpe samfundet her og nu. Jeg gik endda så langt, at jeg i Finans kaldte det en hjælpepakke, som har til formål at forskåne Energinet for kritik.

Lad os starte med problemet: Problemet er, at virksomheder allerede nu afvises for at komme på elnettet. Børsen opgjorde, at cirka 300 virksomheder er blevet afvist ved 3 netselskaber (Cerius/Radius, N1 og TREFOR), så tallet er formodentlig noget større. Alene det, at ingen kender tallet for, hvor mange der er afvist, er tankevækkende.

Når virksomheder afvises nu, så skyldes det ikke køen. Det skyldes, at nettet er løbet tør for kapacitet. Tilsyneladende ganske pludseligt. Man må undre sig over, at der ikke for længst er råbt op om det forestående problem, men endnu mere må man undre sig over, at der ikke i tide er iværksat en plan for at øge udnyttelsesgraden af elnettet. Der er nemlig masser af kapacitet. Nettet presses af spidsbelastninger – ikke af mængden af strøm.

Det siger jeg vel at mærke uden at vide det med sikkerhed, for ingen steder kan man læse udnyttelsesgraden for elnettet. Fra distributionssiden ved vi dog, at den ligger i et niveau på 15-16%. Læg dertil en tilsvarende reservekapacitet, så 30% må anses for brugt – og tag gerne lidt ekstra endda. Vi vil stadig kunne fordoble den transporterede mængde el uden at bygge mere net.

Samfundets problem er manglende adgang til elnet. En bedre udnyttelsesgrad er én løsning. Men der er selvfølgelig flere. Rene off-grid-løsninger er også en mulighed.

Det sidste kan være relevant at overveje, fordi vi også står med vind- og solprojekter, der lige som forbrugssiden er ramt af manglende adgang til elnettet. Ét er, at investorerne i anlæg på land skal kæmpe med subsidieret havvind. Noget helt andet er, at der investeres tid og ressourcer i at udvikle vind- og solprojekter, holdes nabohøringer og laves miljøkonsekvensredegørelser til en situation, hvor man ikke kan komme på nettet. Med nogle af de gigantefterspørgsler Energinet registrerer i køen, må der være grundlag for at sammentænke nogle sol-, vind- og batteriprojekter med eksempelvis datacentre og brintprojekter i off-grid-løsninger. Ingen af disse tanker er gjort i ministerens udspil.

Her er vi ved den udlægning af problemet, Energinet har: At problemet er køen. Nu er der jo intet nyt i, at der er kø, om end vi ikke er vant til så betydelig en kø. Det besynderlige er imidlertid naturen af køen. Energinet har selv fremhævet tre elementer: PtX, datacentre og batterier. Og så det mere eller mindre almindelige forbrug fra distributionsselskaberne.

PtX/brint har lige så længe, nogen kan huske, været vildt overdrevet og pinligt tidsoptimistisk i sit potentiale. Det har jeg advokeret for i flere år. Men om jeg så accepterer de udmeldinger, der lige nu ligger fra PtX-industrien, så giver det dog ingen mening at tale om en stor kø til elnettet, før der er taget beslutning om et brintrør. Og det giver slet ikke mening at tale om en kø til elnettet tidligere end det tidspunkt, hvor brintrøret er planlagt til. Lige nu hedder det 2030 – altså om 4 år. Så er 5 års forsinkelse altså dårligt nok en forsinkelse af stor betydning. Særligt når man ved, at 2030 i Tyskland betyder 2030-2032. Dertil kan man så lægge sin egen tro på, hvor realistisk det er, at der er et brintrør i 2032.

Datacentrene kommer, men taler man med datacenterindustrien, så er køen langt mere betydelig, end behovet er til de første mange år. Energinet er selvfølgelig nødt til at tage udgangspunkt i det, der er indmeldt, men Energinet må også – og til deres ros, har de nu gjort det – kigge på kriterierne for at kunne komme i kø. Datacenterindustrien signalerer i hvert fald selv, at den er indstillet på en gradvis optrapning – og det er vel at mærke ikke, fordi datacentrene vil være flinke og gøre samfundet en tjeneste. Det er slet og ret, fordi hele behovet for elnetkapacitet ikke er der med det samme.

Batterierne er det mest fjollede element i køen. Batterierne har Energinet forsømt at interessere sig for i tide i forhold til netkapacitet, men faktisk også selv ønsket, at der skulle fart på. Batterierne skaber nemlig grundlaget for, at Energinets omkostninger til systemydelser kan reduceres betragteligt. Det er der to interessante betragtninger om: Det ene er, at når Energinets omkostninger til systemydelser falder betragteligt, så afspejler det samtidig, at businesscasen for batterier er blevet væsentligt forringet. Derfor vil den fænomenale kø af batterier være selvregulerende. Mængden vil aldrig komme. Den anden er, at Energinet selv stimulerer problemet med de markedsmodeller, man har lavet – og samtidig forsømmer at gøre batterierne netvenlige ved at introducere markedsmodeller, som hjælper til en højere udnyttelsesgrad i elnettet.

Batterier skal tænkes ind ved produktion (sol og vind især), hvorved de reducerer behovet for elnet; ved transformerstationer som netforstærkning, hvorved de sikrer en højere udnyttelsesgrad for elnettet – og reducerer behovet for elnet. Og så skal de tænkes på forbrugssiden, hvor de nok gør gavn for forbrugerne, men samtidig kan medvirke til at forstærke netproblemerne (men ikke altid gør det).

Men man er også nødt til at forholde sig til, hvordan markeder fungerer: Idéen, om at man kan sætte batterier bagerst i køen, er udtryk for, at man ikke forholder sig til forbrugernes motiv til at købe batterier. Blokerer man for store batterier, kommer der flere små i den del af nettet, hvor mulighed for statslig prioritet ikke eksisterer. Hvordan man vil skelne mellem et husbatteri og et bilbatteri er i hvert fald ikke nogen triviel opgave. At smide batterier bag i køen, som ministeren spillede ud med, vinder måske et år, men ikke meget mere. Forretningsmodellerne tilpasser sig hurtigt. Markedet er for stærkt.

Nu har ministeren næppe selv skrevet det materiale, som lå til grund for hendes udspil. Og det er næsten det mest skræmmende. For havde det blot været en lægmands ubehjælpsomme forsøg på at gøre godt, kunne man trække på skuldrene. Problemet er, at ministerens udspil afspejler manglende indsigt og forståelse i ministeriet, i styrelsen eller i Energinet. Det er simpelthen ikke godt nok. Et embedsapparat skal gøre ministeren i stand til at spille ud med noget, der hjælper ministeren til at hjælpe samfundet, og en operatør som Energinet skal sikre overblik over de eksisterende udfordringer.

Det er krav, jeg også må stille til det netselskab, jeg er ejerrepræsentant for.