Bragt i Energy Supply mandag den 21. september af
Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør i EWII
Jeg har aldrig været fan af det danske brinteventyr. Det er ingen hemmelighed. Faktisk har jeg flere gange udtalt mig ganske surt om det, fordi det er et skræmmeeksempel på, hvordan spindoktoriet har overtaget statens finanser og samfundets bedste interesser. Brintens luftige spindoktorer taler sig igen og igen med elegance ind i tidens dominerende diskurs. Først hævdede de, at brint var løsningen på klimaudfordringerne uden smålig skelen til, at der findes bedre alternativer. Siden forsøgte de sig med, at brint er løsningen på Europas afhængighed af olie, kul og gas fra Rusland, USA og Mellemøsten og en nødvendighed i den sikkerhedspolitiske situation, Danmark står i. Igen uden smålig skelen til det åbenlyst urealistiske i fortællingen. Senest har de så leveret fortællingen om, at vi for alt i verden ikke må skuffe tyskerne og forbigå de store statsstøtteprogrammer, tyskerne har dedikeret til danske brintprojekter. Det er jo mange milliarder kroner Danmark kan få af Tyskland. Det fremhæver de på trods af, at den danske brintindustri ikke er i nærheden af at kunne komme til at klare sig selv, og nu står i vejen for en effektiv elektrificering af det danske samfund. Lad mig erindre om, at brint er et af de største elementer i den kø, Energinet har problematiseret – og at køen således skabes med statsstøtte af dem, der havde ansvaret for, at der blev bygget el-net nok: staten Danmark og statens venner.
For de af os, der kan huske historien, er det værste, at brint kom på dagsordenen stort set hen over natten. Vi fik aldrig en demokratisk debat om brint ville være det bedste alternativ, hvad det ville koste og hvad det ville kræve? En dag vågnede vi op til overskrifter om, at brint ville forandre verden, og kort tid efter var det på alles læber. Borgmestre kastede sig ind i den del af fortællingen, der handlede om tusinder og atter tusinder af arbejdspladser. Til middagsselskaber kunne man møde intellektuelle, som uden indsigt gentog spindoktorernes historier. Medier fortalte om, hvor fantastisk det hele ville blive. Forskere, der var kritiske over for brint, sagde ikke noget af frygt for at misse adgangen til forskningsmidler. Politikere på Christiansborg kiggede vantro og med mistro på alle os, der stillede spørgsmålstegn ved brintens lyksagligheder. Borgmestrene kæmpede en brav kamp for deres kommuner for at sikre sig adgangen til det famøse brintrør. Nogen vandt og andre tabte. CO2 fangst fortællinger og vanvittige udlægninger af CO2 som noget, der både kunne være biogent og kulsort fandt vej til beslutningstagerne, for med biogent CO2 sammen med brint kunne man skabe grønne brændstoffer. Det fik navnet e-methanol, så det kom til at lyde som en “sund” cigaret. Og så kan det jo næsten ikke lyde bedre … i hvert fald lige så længe man afholder sig fra at spørge, om der er bedre alternativer til den klimaeffekt de grønne brændstoffer og e-methanolen vil have?
Samtalen om brint har været noget af det mest vanvittige, der er sket i dansk klima, sikkerheds- og statsstøttepolitik nogensinde. Sjældent har så mange talt så begejstret om så lidt uden at vide noget om det. Det er vel kun gasrøret til Lolland-Falster, der kan matche vanviddet, men kun fordi gasrøret faktisk blev lavet. Sjældent har vi fået skabt en rammefortælling, der så hårdt rammer dem, der med sund fornuft ønsker at tage udviklingen gennem forsøgsanlæg, forberede forsøgsanlæg, småskala- og måske en dag storskalatest.
For brint er sådan set en god idé. Det er bare ikke en idé, der er på et niveau, hvor den burde fylde alt i vores debatter og spærre for elektrificeringen af Danmark.
Vi trænger til en samtale om den foregøglede samtale. En samtale om, hvordan dansk klima- og energipolitik bliver formet. Om hvordan stærkt spindoktori gang på gang koster staten milliarder, ødelægger Danmarks konkurrenceevne og forhindrer demokratiets virke. For det er jo det, der er sagens kerne. Vi elsker at skyde skylden på bureaukrater i EU og besværlige administrative redskaber, når vi forklarer, hvorfor Europa har det så svært. Men med den forkerte indsats – ikke konkurrencedygtig uskalerbar brint - spilder vi tiden – og laver bureaukrati og administration af det forkerte. Når den slags sker, sander konkurrenceevnen til.
Vi trænger til en samtale om, hvordan vi får fagligheden – og ikke fortællingen - som fundament for den demokratiske samtale om energi- og klimapolitikken. Ligesom med brint har vi kæmpet med det faglige fundament i samtalen om el-nettet og akutpakken: vi har manglet det faglige grundlag, problemforståelsen, for det arbejde, der laves. Men vi griber hellere en god historie om en kø end en analyse af, hvad det hele handler om og hvad, der rammer hvornår?
Vi trænger til den samtale lige nu. For lige nu står vi med en el-krise, som Ulrich Bang fra Dansk Erhverv har omtalt som værende af galaktiske dimensioner. Lige nu står vi med beslutningen om havvindparker fra hvilken strømmen skal bringes i anvendelse – men til hvad? Til brint? Eller til anden elektrificering, som giver større klimaeffekter, mere sikkerhed og mindre forbrug af statens midler?
Skal Danmark udvikle sig konkurrencedygtigt, sikkert og levere flest mulige klima- og miljøgevinster, så skal Danmark genvinde den fagligt baserede demokratiske samtale om klima- og energipolitikken. Det kræver noget af politikerne. Det kræver et opgør med det forskningssystem, der fjerner det faglige fundament for den kritiske dialog. Det kræver en presse, der engagerer sig i de kritiske røster og ikke kun lader clickbaitsbegejstring fylde på erhvervssiderne. Vi har meget at lære af den brintdebat, der ikke rigtigt var der og som lige nu står i vejen for den store del af dansk virksomheder – enddog meget store virksomheder -, der ikke har en energi- og klimapolitisk aktiv spindoktorafdeling tilknyttet.
Lad os få fagligheden og demokratiet tilbage i klima- og energipolitikken.
Udforsk holdninger, kommentarer og indsigter fra EWII Koncernens administrerende direktør Lars Bonderup Bjørn.