Mød Heidi Hyre-Fenneberg

Heidi er direktør for Business Excellence & Compliance i EWII - og meget mere end det

Rolle/ansvarsområde i EWII:

Jeg er direktør for Business Excellence & Compliance. Her arbejder vi på tværs af forretninger og stabe, når vi hjælper vores kolleger med at gennemføre IT projekter eller arbejder med politik og lovgivning. I de seneste år har vi arbejdet med en omstilling fra lange projektforløb til kortere udviklingsforløb mhp. at skabe hurtigere værdi for vores forretninger.

Uddannelse/erfaring:

Jeg er uddannet cand.merc. fra SDU. Tidligere har jeg arbejdet for bl.a. Statoil og Carlsberg med områder som IT Strategi, IT Due Diligence og IT projektledelse. Jeg har arbejdet i Management Konsulentbranchen hvor jeg bl.a. har hjulpet Arla med flere store digitaliseringsprojekter.

Hvad driver dig i dit arbejde i EWII:

Det brede udsyn man automatisk får, når man som os arbejder på tværs af hele organisationen, er guld værd ift. at kunne udføre vores job som projektledere. Vores forretninger er forskellige, men vi er her også for at finde sammenhænge på tværs. At lede projekter kan til tider være ensomt og hårdt arbejde, hvor man kan møde modstand. Hvis jeg kan være med til at rydde de største sten af vejen for mine medarbejdere, så er jeg lykkedes som leder.

I vores afdeling står vi altid til rådighed for hinanden ift. sparring og hjælp til selvhjælp, og det giver en dejlig samhørighed, selvom vi arbejder på hver vores projekter.