Danmark har behov for en ny klimapolitik

Af
Lars Bonderup Bjørn, CEO i EWII
Bragt i JyllandsPosten, 7. september 2023

Danmark satte høje klimaambitioner med målsætningen om en reduktion af CO2-udledningen med 70%. Nationen blev samlet om vigtigheden af klimaområdet, og få har kritiseret ønsket om at gøre noget seriøst. På den måde gjorde 70%-målsætningen noget godt.

70%-målsætningen har samtidig fejlet. Den var fra starten designet forkert ved ikke at inkludere de udledninger i internationalt farvand og luftrum, der fra danske virksomheder var lige så store som dem, der er omfattet af 70%-målsætningen. Siden er 70%-målsætningen blevet en gummihammer på en langskaftet hockeystick. Kun talmanipulation kan opretholde troen på, at vi når 2025 og 2030-målene. Den slags hjælper ikke på klimaet, og udfordringen er kun blevet værre, efterhånden som opfyldelse af målsætningen er kommet til at stå over hensynet til klimaet. Det er nok tid til at overveje et opgør med 70%-målsætningen.

Efter 70%-målsætningen blev vedtaget, indsneg der sig parallelt en ny fortælling, som kunne omfavne de internationale udfordringer. Danmark skulle blive det land, der gik forrest og udvikle fremtidens brintteknologier og teknologier til CO2-fangst og lagring. Dermed ville søfart og luftfart kunne omstilles til brintbaserede produkter som metanol eller ammoniak. Den tilgang var mere elitær og knap så folkelig. Og så var det en tilgang uden et tidsperspektiv, der er tåleligt, set i lyset af det behov der er for at skabe store CO2-reduktioner nu.

Det viste sig, at vi ikke gik forrest. Tyskland, USA, Japan, Portugal, Kina og mange flere gik i samme retning. Det er godt for klimaet, at mange vil handle, og det må vi glæde os over. For klimaet må vi dog nok mest glæde os over Kinas konkrete indsats, der er så omfattende og rækker langt ud over brintområdet, at den vil få positive påvirkninger på den globale opvarmning. Måske skulle vi endda glæde os over, at USA nu tager problemet alvorligt og støtter industrien på klimaområdet.

I teknologikapløbet har vi måttet erkende, at Danmark næppe bliver hotspot for store brintanlæg. Vi har nok teknologivirksomheder, der med fornøden dygtighed kan tage førerpositioner på komponenter, men et land som Saudi Arabien er langt mere oplagt som produktionssted til de brintbaserede produkter: Her kan energianlæg, brintanlæg, metanol og ammoniakanlæg samplaceres. Energien er billig, og energitabet i energitransporten kan minimeres. Infrastrukturen til global distribution af de produkter, der skal afløse olie, benzin og gas i søfart og luftfart, findes allerede.

Tilbage står muligheden af, at Danmark kan komme til at sende brint eller brintbaserede produkter til den kemiske industri i Tyskland og Holland. Det vil give mening i et klimaperspektiv, men selv det synes usikkert. Uden en energi-ø sker det helt sikkert ikke.

Men ønsker vi, at det kommer til at ske? Ingen har skabt sig overblik over tilgængeligheden af vand til brintproduktionen. I EWII ejer vi Danmarks største privatejede vandselskab. Vi har svært ved at se, hvordan vi skal kunne skaffe vand til en væsentlig brintproduktion. Vi er i proces med opførelse af nye vandværker for at sikre den almindelige forsyning af drikkevand. Det er en tidsmæssig meget krævende proces, også selv om ingen kan forestille sig andet end, at der selvfølgelig skal være rent vand i hanen. Andre steder kan selvfølgelig være bedre stillet, men det er svært at se hvor? For at forsvare vores drikkevand er realiteten, at der først skal være styr på brug af havvand til brintproduktion, før indsatsen kan forsvares.

På globalt plan må man stille samme spørgsmål. Ingeniøren har fortalt om videnskabelige studier, der viser, at pumpningen af grundvand har fået jordens tilt til at forskyde sig. De mængder, der skal bruges til brintproduktion globalt, vil forværre denne problemstilling. Knapheden på drikkevand er i sig selv en betydelig problemstilling, og vi må vel spørge os selv, om det ikke er så strategisk væsentligt at sikre adgangen til det drikkevand, der er forudsætningen for alt menneskeliv på jorden, at brint må komme i anden række? Det er i den sammenhæng værd at huske på, at de massive flygtningestrømme fra syd mod nord netop handler om manglende adgang til drikkevand.

Man kan selvfølgelig stille spørgsmålet, om der da sker noget ved at lade brintindustrien udvikle sig i Danmark? Det gør der. Den biomasse, der, uanset FNs opgørelsesmetoder, udleder CO2, er der grund til at opretholde, når man tænker i brint. Der skal nemlig kunne tilsættes CO2 til brinten for at få metanol. Ret beset er det dog næppe et hensyn til klimaet, men snarere eksporten der begrunder disse overvejelser. Klimaindsatsen handler som bekendt om at reducere udledning af CO2. Recirkulation af CO2 lyder tilforladeligt, men der er jo et alternativ. Energiøerne kunne bruges til at fjerne behovet for biomasse. Det vil tilmed reducere udledningen af CO2 på den mest energieffektive måde og opretholde den biodiversitet, der også ødelægges af afbrændingen af biomasse. Problemet er blot, at FNs opgørelsesmetoder gør, at belønningen ikke sætter sig i 70%-målsætningens opfyldelse. Biomasse indregnes som 0-udleder, og indsatsen belønnes derfor ikke.

Hvis brint er en del af løsningen, så lad os gå i dialog med de mellemøstlige lande om, hvordan de hurtigt erstatter deres olieforretninger med en tilsvarende industri for grøn-brintbaseret ammoniak og metanol. Mellemøsten topper listen over lande med højst CO2-udledning per indbygger, og de lægger fundamentet for en stor del af den øvrige verdens fokus på olie og gas. Efterspørgsel i de mængder, Mellemøsten vil kunne retfærdiggøre, kan gøre en kæmpe forskel for, om brintindustrien kan komme nogen steder hurtigt nok. Mon ikke der er et par danske teknologivindere, der kan lukrere på en sådan efterspørgsel? Måske er det her, vi har eksporteventyret? Lad os af hensyn til klimaet skubbe de øvrige store olielande USA, Mexico, Canada, Rusland, Nigeria, Norge og England i samme retning.

Og drop så den nationale forherligelse af biomasse. Jo, biomasse udleder mindre CO2 end gas og olie, men mere end vind, sol og vand. Biomasseforbrænding ødelægger biodiversiteten. Sandt nok er Danmarks elproduktion på den helt korte bane afhængig af biomassen, ligesom araberne er afhængige af olien. Det skal ingen af stederne stå i vejen for forandring. Verden ville være død, hvis den brændte biomasse af som Danmark, der er alt andet end foregangsland her.

Med en falleret 70%-målsætning, et reduceret brintpotentiale og et bedre og mere samvittighedsfuldt alternativ er det tid til at vende skråen. Danmark har brug for en ny klimastrategi. En strategi, der leverer hurtigt og effektivt, leverer stort og som fortsat samler befolkningen. En strategi der adresserer, at de reelle klimapåvirkninger er resultatet af det, der sker i både Danmark og resten af verden. Klimaforandringerne sker også, selv om en effekt ikke medregnes i en statistik.