Ledelse i en coronatid

Bragt i Jyske Vestkysten 12. januar 2021 

Den ene var ved at falde ned af stolen, den anden kaldte mig egenrådig og den tredje fandt det uansvarligt. Ordene var stærke, da jeg forleden tog overskriften i Jydske Vestkysten: ”Stor energikoncern vil have alle til at møde på arbejde”. At timingen var uheldig og overskriften faldt dagen efter skærpede restriktioner til den engelske mutation, gjorde ikke de følelsesmæssige udbrud mindre stærke. Der kom også positive reaktioner: ”Helt enig”, ”Flot” og ”Det virker gennemtænkt”, lød det fra de begejstrede.

Min hensigt var hverken at begejstre eller forarge. Corona er alt for alvorligt til, at vi skal lade følelserne styre. Samtidig må følelserne tages alvorligt, for corona stimulerer både frygt og følelsen af afmagt.

Som direktør for en stor energikoncern har jeg været sat i et konstant dilemma under hele coronakrisen. Statsministeren har holdt mange pressemøder med budskabet, at jeg bør sende flest muligt hjem. Argumentet er hårdtslående, for statsministeren lader mig forstå, at sender jeg ikke mine medarbejdere hjem, så dør flere mennesker. Eller også overbelastes sygehusene og sundhedspersonalet stilles i umenneskelige prioriteringer af, hvem der skal have behandling og i sidste ende leve eller dø. Det er et ansvar, jeg ikke kan overhøre.

Jeg har imidlertid også et ansvar for at holde Danmark kørende med el, vand, varme og internet. Og ingen bestrider nødvendigheden af at vi sikrer de goder, corona eller ej. Men hvor er mit ansvar for den øvrige virksomhed? For mine medarbejderes trivsel? For introduktionen af nye medarbejdere, og for at vi ikke taber hele årgange på gulvet? For at sikre, at der er et Danmark i balance på den anden side af corona?

Min tilgang har været, at der ikke er en anden side af corona. Jeg forstod godt nødvendigheden af et politisk indgreb, da alvoren gik op for Danmark, men jeg har aldrig forstået, at man fastholder styring i 14 dages intervaller. I april 2020 besluttede jeg mig for, at corona var kommet for at blive, og den beslutning har konsekvenser. Den betyder, at corona er noget, vi skal leve med samtidig med, at vi bekæmper den. I det perspektiv er hjemsendelse nok et virkemiddel, men det er ikke en løsning. Løsningen skal nemlig ikke adressere bekæmpelse af corona, men i stedet svare på, hvordan vi lever med corona uden at smitte, og hvordan vi lever med frygten? Hvordan tager vi selv ansvaret for at indrette arbejdspladser, transport, kulturinstitutioner m.m., når corona nu er her?

På EWII har det været en hård omgang. Dels har vi skullet indrette os fysisk efter nye afstandskrav, dels har vi løbende måttet have debatter om, hvad der er rigtigt og forkert at gøre? Kan vi tillade os at møde på arbejde, når statsministeren synes, vi skal gå hjem? Ja, er det umiddelbare svar, for jeg har ledelsesretten, men hvad med vores samfundsansvar? Det ene øjeblik kunne vi alle mærke behovet for socialt samvær og fordelene ved at være sammen på arbejdspladsen. Det næste øjeblik blev vi ramt af, at vi helst ville være en del af det alle burde gøre og argumenterede flittigt for fordelene ved digitale hjemmearbejdspladser.

Én ting stod dog klart: Hvis vi ikke har intern smittespredning på arbejdspladsen og på vejen til og fra arbejde, så er det vanskeligt at se argumentet for at skulle blive hjemme på grund af corona. Vi vil alligevel være nødt til at forholde os til intern smitte, for en del af virkeligheden som forsyningsselskab er, at vi ikke kan undgå at skulle ind til Hr og Fru Danmark. Risikoen for smitte vil altid være der.

De betragtninger vendte tingene på hovedet. For som arbejdsgiver og kollegaer kan vi styrke hinanden ved at opøve evnen til at omgås hinanden på sikker afstand. Vi valgte at følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer, og vi valgte at give medarbejderne muligheden for at kunne gå hjem. Vi har drevet vores virksomhed som normalt, og jeg har fået modet til at stille spørgsmålet, om det ikke er bedre at indrette sig efter, at corona er kommet for at blive? Og følge proportionalitetsprincippet?