Alle taler om Kejserens nye klæder

Bragt i Klimamonitor den 23. oktober 2025

Af: Lars Bonderup Bjørn, adm. direktør EWII

Da H.C. Andersen skrev “Kejserens nye klæder” vidste han ikke, at hans eventyr kom til at handle om Kejser Frederiksen og de luftkasteller, der indkapslet i droner hang over danske lufthavne i de forgangne uger. Hvad de færreste opdagede, så skyggede luftkastellerne ikke kun for en påstået uduelighed, der kunne begrunde endnu større forsvarsbudgetter, men også for, at der gøres noget ved det mest alvorlige problem menneskeheden kæmper med. Klimaet.

Jeg har for længst mistet troen på, at politikerne evner at gøre noget seriøst ved klimakatastrofen. Det er trist at sige, men omvendt også temmelig befriende, for det betyder jo, at alle os andre må tage ansvaret på os. Og vi er trods alt flest.

Statsministerens åbningstale til Folketinget var en bedrøvelig bekræftelse af min opfattelse. Klimaet blev ikke nævnt med et ord. Efter utallige solarieforestillinger med klimaet som overskrift forsvandt det helt fra den radar, der nu kun registrerer luftkasteller og larmer helt vildt, når mink flyver gennem luften og oksekødet stiger i pris.

Fair nok, hvis nogen vil indvende, at regeringen jo sandelig har afsat enorme beløb til både brintrør og havvind, men tristessen er, at hverken realisme eller væsentlighed spiller anden rolle i de forelagte initiativer, end at se godt ud i clickbaitdrevne overskrifter.

Danmarks problem er ikke udbuddet af vind og solprojekter. Vi har en veludbygget developersektor med konkurrencedygtige produkter ved hånden. Problemet er manglende understøttelse af fleksibel efterspørgsel, der kan udnytte potentialet i vindmøller og solceller. Problemet er, at man har stirret sig blind på, at alt skal løses på udbudssiden med støtteordninger til produkter, som allerede er konkurrencedygtige. Problemet er regeringens begejstring for at brænde træ af, vel nok for at understøtte det trængte Ørsted, og for at sikre reduktioner i danske statistikker i stedet for at skabe reelle CO2 reduktioner på globalt plan. Problemet er, at varme- og elsektoren kun hænger stærkt sammen i forbrændingsbranchen, mens ingen interesserer sig for at analysere og regulatorisk understøtte potentialerne på tværs. Problemerne står i kø, og der er flere af dem.

Og så er problemet, at man opportunistisk bruger frygt som virkemiddel i den politiske debat. Det gamle guidende princip om proportionalitet synes at være helt forsvundet fra den politiske dagsorden. Hvornår diskuterede vi sidst, hvad der var mest væsentligt, og hvad vi skulle prioritere? For hvad er proportionerne egentlig mellem nogle luftkasteller og så de klimapåvirkninger, som vi og andre lande står midt i? Hvorfor begrunder Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet ikke risikoen for millioner af flygtninge med klimakrisen, hvilket jo er helt reelt – og vælger i stedet for at fokusere på småtosserier som er ude af trit med den virkelige trussel? Det ville forpligte til klimahandling at fortælle, hvad realiteterne er. Og det ville vise den afmagt, som regering og folketing reelt er fanget i. Og at magten fastholdes ved at lave historier om virkeligheden i stedet for at forholde sig til den.

Frygt har rod i et usikkert udfald, der kan have konsekvenser. Og så har frygt afsæt i en verden baseret på fakta. Det er derfor, vi kan arbejde med frygten og bearbejde den. Men i den trumpetiske tidsalder, hvor selv den danske statsminister tillægger fakta en mere end almindelig beskeden værdi, fjerner vi fokus på fakta. Dermed ændrer vi frygten til angst.

“Altså, hvis vi skal gøre det til et mål i sig selv, at der skal være konkrete beviser, så tror jeg, vi fokuserer det forkerte sted hen….”, lød det fra statsministeren til TV2, da hun blev spurgt til beviser på droner – luftkasteller om man vil. Vi vil dermed hellere diskutere vores uvidenhed om begivenheder som om, de er faktabaserede, end at forholde os til, at der er en del, vi ikke ved noget om. Vi kan ikke afvise, at der ikke var droner, og der var bestemt noget i luften. Fly og CO2 blandt andet. Det er fraværet af en faktabaseret verden, der gør, at vores arbejde med klimaet ændres fra noget, man kan frygte og forholde sig til, til noget som mange er angste over for.

For hvor finder fakta om klimaet plads i den politiske verden? Hvornår har vi sidst hørt en politiker argumentere klimaets sag med det afsæt: at vi faktisk ved noget?