Vores ansvar og holdninger
Vi arbejder med 6 forskellige områder for vores værdiskabelse.
Nogle udspringer af det ansvar, vi har som forsyningsselskab: at sikre stabil forsyning, udvikle kritisk infrastruktur og levere gode kundeoplevelser.
Andre udspringer af de holdninger, vi har til den fremtid, vi ønsker at være med til at skabe. Derfor engagerer vi os i beskyttelsen af grundvandet, udbygning af elnettet, fleksibilitet, batterier og vedvarende energi uden brug af træ.
Vi ser vores ansvar som fundamentet for det, vi gør. Vores holdninger er drivkraften bag retningen, vi bevæger os i.
Lys i kontakten. Varme i radiatoren. Rent vand i hanen.
Det føles som en selvfølge – og det er netop meningen. Men bag selvfølgelighederne ligger en stor indsats hver eneste dag.
En stabil forsyning kræver høj driftssikkerhed og løbende investeringer. Derfor vedligeholder og udvikler vi kritisk infrastruktur, investerer i elnet, drikkevand og fjernvarme - og vi står klar med et stærkt beredskab.
Derfor kan vi levere en oppetid på 99,9 %. Det er vores ansvar og fornemmeste opgave.
Vi bygger og vedligheder infrastruktur. Det er forudsætningen for at andre kan udøve deres virke uhindret. Det gør vi blandt andet gennem investeringer i ladeinfrastruktur til elbiler og batterianlæg. Det er løsninger, der er med til at udvikle fremtidens energisystem og understøtte elektrificeringen af Danmark.
Med +4.000 aktive ladepunkter bidrager vi til et landsdækkende ladenetværk. I 2025 faciliterede vi mere end 1 million opladninger og gjorde det nemmere for danskerne at vælge elbilen.
EWII har en samlet batterikapacitet på 44 MW og 72 MWh i drift. Batterierne bruges til at stabilisere elnettet ved at balancere strøm fra solceller og vindmøller samt sikre systemydelser. Vores holdning er, at Danmark bør sætte som sit fornemmeste mål at vise, at et integreret og digitaliseret energisystem med vind, sol, batterier og forbrugsfleksibilitet kan løse opgaven.
EWII har fem strategiske missioner frem mod 2028. En af dem er, at vi vil sikre drikkevand baseret på grundvand.
Rester fra epilepsimedicin har allerede fundet vej fra spildevandsslam til vores grundvand. Uden nationale regler risikerer vi at skulle rense fremtidens drikkevand, hvilket er både dyrt og svært. Vi vil ikke læne os tilbage og vente på det sker.
Vi ønsker et energisystem uden brug af træ, fordi afbrænding af træer udleder millioner af tons CO₂. Vi har truffet en principiel beslutning om at afvikle alle energileverancer, som vi modtager fra afbrænding af biomasse fra træ senest i 2038 – og gerne før.
Læs om vores beslutning om træafbrænding
El, vand og varme kan ligne standardprodukter. Men kundeoplevelsen behøver ikke være det.
Vi møder kunderne, hvor de er – med rådgivning, der er let at forstå. På vores Facebookside Grønnere Elforbrug deler vi viden om energi og elpriser, så man kan se, hvornår strømmen er billigst over flere dage, som gør det nemmere at planlægge sit forbrug.
Vi arbejder for, at vores produkter er konkurrencedygtige og gennemskuelige, også når lovgivning og markedsvilkår ændrer sig.
For at skabe en sammenhængende kundeoplevelse investerer vi løbende i digitale løsninger, der gør det nemt at være kunde hos os – fra app og selvbetjening til kundeservice og kommunikation.
Med ønsket om at være en foregangsvirksomhed, der kæmper kundernes sag, har vi mod til at stikke ud, hvis det er til gavn for vores kunder og det samfund, vi er en del af.
Vi bidrager til forskning og udvikling af fremtidens energi- og vandløsninger. Den viden, vi er med til at skabe, skal gøre en forskel for så mange som muligt.
Vi investerer ikke kun i ledninger, rør og kabler – men også i mennesker og fællesskaber.
Derfor støtter vi lokale foreninger, kultur- og fritidsliv samt sociale initiativer, der skaber stærke fællesskaber og lokal værdi i vores forsyningsområder.
Niveau 0 er hele fundamentet for vores værdiskabelse. Mere end 700 medarbejdere går på arbejde i EWII hver dag. De løser forskellige opgaver, men deler den samme nysgerrighed, faglighed og ambition om at skabe værdi for de mennesker, vi leverer til.
Vores ansvar er at skabe en arbejdsplads, hvor medarbejdere trives, udvikler sig og har mod på at afprøve nye idéer. Samtidig tror vi på, at de bedste resultater skabes, når fysisk, mental og social trivsel går hånd i hånd.
Sikkerhed er en grundlæggende del af vores kultur. Alle skal kunne gå trygt på arbejde – og komme sikkert hjem igen.
Nysgerrig på mere om vores ansvar?