Nysgerrighed flytter os

Direktørens forord fra Årsrapport 2021

Kender du Peter Pedal? Ham den nysgerrige abe? En af mine favoritsange er fra Peter Pedal – skrevet og sunget af Jack Johnson.


Omkvædet lyder frit oversat:
Jeg vil vende det hele på hovedet
Jeg vil finde de ting, de siger,
der ikke kan findes
Jeg vil dele den lyst med alle
Vi skal synge og danse til naturens sange
Den følelse ønsker jeg ikke forsvinder


Og når jeg heller ikke ønsker, at følelsen forsvinder, så er det fordi, at den nysgerrighed, Peter Pedal er udtryk for, simpelthen er skøn. Uanset om man er nysgerrig efter hinanden, nysgerrig efter omsorg, nysgerrig efter nye løsninger, nye teknologier, at starte en ny virksomhed, nysgerrig efter hvordan andre, ja hele verden har det, ja, så er det forbundet med en lyst til og begejstring for livet.

Nysgerrighed flytter os. I et stormbrust øjeblik kunne jeg fristes til at sige, at nysgerrighed er det, der giver livet mening.

Nysgerrighed er også nært forbundet med mod.

Nysgerrighed er også nært forbundet med mod: Modet til at ville kende til noget ukendt, modet til at opdage, at verden kunne være anderledes, ja måske endda modet til at opdage, at man tog fejl, eller … helt vildt: Modet til at opdage, at der findes et bedre liv, end det vi lever!


Hvorfor nu alle disse ord om nysgerrighed? Fordi det for os på EWII er blevet klart, at vores fællesskab handler om, at vi er mennesker, medarbejdere, 
kollegaer, der drives af nysgerrighed. Vi tør godt stille spørgsmålet, om der ikke er et bedre liv, end det vi lever? Det har været vores drivkraft igennem
155 år, at vi skulle bidrage til livet.

Vi har bygget og udbygger hele tiden en infrastruktur med elnet, vandforsyning, varmeforsyning og senest fibernet – alt sammen noget, vi har gjort og gør for at bidrage til et bedre liv. Vi prøver også at være nysgerrige på den enkelte: Hvad er det lige nøjagtigt, der optager dig, når du kommer i kontakt med EWII?

I løbet af 2021 var der rigtigt mange, der var optagede af energiprisernes himmelflugt. I andre år har andre temaer fyldt, og hos hver enkelt er situationen altid lidt forskellig: Nogle skal bygge nyt, andre flytte, nogle vil gerne gøre noget for klimaet, andre er afhængige af internet, der bare virker hele tiden.

Hvordan kan vi arbejde med noget for alle, der er personligt for den enkelte? Digitaliseringen giver os nogle værktøjer, men hvordan omsætter vi dem?

Personligt har jeg altid været mest nysgerrig på mennesker – spørgsmålet: Hvorfor handler mennesker, som de gør?

Den nysgerrighed har drevet mig i mange retninger, men også bidraget med nogle svar, som har formet min måde at forstå verden på. Jeg forstår godt, at mennesker, der ikke har adgang til drikkevand, på ingen tid rejser sig og går og flygter væk fra ulidelige vilkår. Jeg forstår også, at klimakrisen skaber flere og flere tørre steder i verden, og at vi af den grund får ubegribeligt mange klimaflygtninge i 2022. Og igen næste år.

Det er blevet så selvfølgeligt, at vi ikke længere taler om de mennesker, det går ud over, men mere om hvordan, vi skal holde dem væk. Det er rædsomme skæbner for rigtige mennesker, det handler om – mødre, fædre og børn. Min nysgerrighed pirrer mig: Hvad kan der gøres? Hvorfor synes mange mennesker, at det ikke vedkommer dem? Hvad betyder mine handlinger for, hvor mange mennesker i verden, der skal lide af tørst?

Hør mig ret: Jeg taler ikke om at bære al verdens skyld på mine skuldre. Jeg taler om, at det er fantastisk positivt og motiverende for mig, at jeg kan gøre en forskel, hvis jeg tænker mig om.

At mine handlinger kan gøre, at mennesker andre steder i verden får et bedre liv! Og jovist, det er propfyldt med dilemmaer: Mine børn skal da have frisk luft og ilt til hjernen, og selvfølgelig skal der luftes ud. Og gider jeg at fryse imens? Nej, tak! Det er fristende at skrue op for varmen i de minutter, der luftes ud – og det koster også noget varme at lufte ud.

Det kan gøre skade på klimaet. Det ved jeg! Så jeg bliver nysgerrig efter at finde ud af, hvordan jeg kan få varme, der ikke ødelægger klimaet? Og så tænker du måske, at den smule varme, jeg bruger, ikke kommer til at gøre megen forskel?

Sagen er bare, at alle, jeg kender, godt vil have luftet ud og ilt til hjernen, og i øvrigt rigtigt gerne vil have en behagelig temperatur i deres huse. Så når jeg tænker mig om, ved jeg godt, at min egen nysgerrighed kan være med til at drive løsninger for os alle sammen. Og gøre effekten endnu stærkere. Heldigvis er jeg ikke den eneste, der tænker på den måde.

Klimakrisen rammer globalt, men den skabes også globalt. I mine unge år opholdt jeg mig i Japan og underviste i Japans økonomi. Det var sjovt og befordrende, fordi jeg både lærte mig selv at kende, og jeg lærte et folk at kende, som på rekordtid rejste sig til at være et af verdens rigeste lande. Udviklingen betød også, at Japan på rekordtid blev ligesom Danmark – et af de lande, hvor CO2 udslippet steg meget fra.

Vi blev fælles om at skabe verdens klimaproblemer. Derfor må vi også være fælles om at løse dem. Løsninger kræver nysgerrighed.

Som japanere og danskere er vi forskellige i vores tilgang til nysgerrigheden. Vi uddanner på forskellige måder og er nysgerrige på forskellige måder. Ikke desto mindre har nysgerrigheden fået os til at opdage hinanden, og vi har modet til at lære det ukendte at kende hos hinanden.

Det har ført til, at EWII og den japanske forsyningsvirksomhed, Tokyo Gas, har fundet sammen om et fælles selskab. Et fornemt eksempel på, at vi på tværs af kloden kan stå sammen om at løse klimaudfordringerne.

Samarbejdet er et nyt tværnationalt fællesskab forankret i lokale fællesskaber.

I 2021 tillod vi i EWII, at nysgerrigheden blev foldet helt ud, da vi i en ny strategiproces måtte starte med at spørge: Hvad betyder værdiskabelse i EWII egentlig?

EWII er en selvejende institution, og som sådan har vi ingen aktionærer, der stiller krav om kapitalafkast. Vi har et repræsentantskab og en vedtægtsmæssig forpligtelse til at skabe værdi for Trekantområdet.

Men hvad betyder det egentlig? Det var et fantastisk spørgsmål at stikke næsen ned i og en dejlig oplevelse at erkende, at værdiskabelse for os handler om langt mere end lave priser: Forsyningssikkerhed, etablering af ny infrastruktur, ansvarlighed over for klima og miljø, hensyn til individuelle behov, ja selv bidrag til forskning og udvikling, sponsorater, politisk meningsdannelse og attraktive arbejdspladser er en del af den værdi, som EWII skal skabe.

Hvordan skaber vi alt det i en koncern, som skal klare sig i konkurrencen og sikre lave priser? Har vi i virkeligheden modet til at søge andre løsninger end
de kendte?

Det havde vi heldigvis! En ny strategi så dagens lys, og konsekvenserne foldede sig hurtigt ud: Vi købte elnettet på Bornholm og tænkte, at vi da måtte kunne lære bornholmerne at kende.

Vi købte også en virksomhed i Haderslev, der sælger ladestandere og en virksomhed i Odense, der kunne gøre os til en spiller i det nationale bredbåndsmarked. Nå ja, og så lavede vi aftalen med dem i Tokyo.

Men de opkøb og aftaler svarede kun på noget af nysgerrigheden. Vores appetit er stor, og meget er sat i gang. EWII er simpelthen drevet af nysgerrighed.

Min personlige nysgerrighed kan også drive en del. Selv i køkkenet hjemme i privaten, hvor vi installerede en af EWIIs nye lamper med rødt og grønt lys, alt afhængig af om strømmen i stikkontakten er fossilt baseret eller grøn.

Jeg troede ikke på, at den lampe ville påvirke min adfærd, men alligevel var jeg nysgerrig nok til at prøve. Og jeg må både erkende, at den påvirker min adfærd – og glæde mig over, at vasketøjet aldrig har været så rent som nu: Når der er grønt lys i pæren, bliver der vasket.

Det skal nås, inden farven skifter til rød. En sjov lille personlig erkendelse. Og kan jeg det, kan du sikkert også? Og jeg kan sikkert også lære at køre i elbil – også selv om det
kræver noget andet af mig. Helt ligesom Peter Pedal kunne lære at køre på cykel.


Lars Bonderup Bjørn
Administrerende direktør i EWII

Dyk ned i årsrapporten

2021 - et strategisk udviklingsår for EWII

Dyk længere ned i EWII Koncernens samlede resultat for 2021.

Hent årsrapport