Tanker om klimakatastrofen

Bragt i Energy Supply den 26. september 2024

Af: Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør i EWII Koncernen

Klimakatastrofen ligner kogning af mennesker, som var vi frøer under langsom opvarmning. Uden stor bevidsthed om temperaturen i vores egen gryde, drikker vi kaffe, spiser kage og ser lidt om frøkogningen på TV og læser artikler om den turistindustri, Danmark kan beriges af med bedre vejr.

Politikerne tager på overfladen klimaet meget alvorligt med en nationalt afgrænset 70% målsætning for 2030 og ambitioner om en netto-0-udledning i EU i 2050. Politikerne undgår at kalde det en katastrofe og taler i stedet om klimaudfordringen eller klimakrisen. En krise er trods alt forbundet med håb og en problematisk situation, der kan vendes, når bare vi gør noget ved det.

Erhvervfolk hyldes for grønne indsatser. Politikere, Energistyrelsen, kommuner og forskere er vilde med at fortælle, hvor meget grøn strøm der nu kan produceres. Den ene statistik afløser den anden om væksten i antal vindmøller, solceller, andele af grøn strøm, faldende udledninger i Europa m.m.

Indlandsisen er ligeglad. Verdens samlede olie- og gasforbrug og CO2-udledningerne fortsætter himmelflugten. Indlandsisen smelter løs, og er ligeglad med, at vi vil opgøre det hele netto. Indlandsisen, tørken, de voldsomme regnmængder, alle klimakonsekvenserne lader sig kun påvirke af det faktiske indhold af klimagasser i atmosfæren.

Den politiske retorik ændrer sig stille og roligt. Vi taler om masser, ikke om mennesker. På Middelhavets kampplads er de druknende nødvendige ofre på vejen. Imens taler politikerne for, at vi får nogle flere børn, så vi kan få flere skattebetalere og passe på vores velfærdssystem. Verdens befolkningstal eksploderer samtidig og presser intensiteten af vores arealanvendelse langt ud over sine plantære grænser. Vi mere end presser biodiversiteten, mens vi kalder det en af verdens bedste nyheder, at en øget befolkning på kloden slet ikke er et problem, hvis bare de fattige vil blive ved med at være fattige.

Forskrækkede af krig, og tanken om at vi kan være afhængige af nogen, lukker vi os om os selv og taler om industrispionage. Konsekvensen er, at vi hæmmer udbredelsen af teknologiske fremskridt. Universiteter, der egentlig skulle virke ud fra det universelle princip om, at det, der er til rådighed for én, skal være til rådighed for alle - og idéen om at bygge oven på hinandens forskning -, skal nu holde på hemmeligheder og krigsklassificere forskning i samme forståelse som fortæller, at vi skal have en beredskabsradio i kælderen.

Fortællingen om et eksporteventyr

Vi synes, 2050 er et godt år. Det er så langt væk, at forskningen kan løse klimakrisen, siger politikere og interesseorganisationer – og gentager ordet “krise”, så vi begynder at tro på det. 2050 er et godt år, siger kommunikationsfolk og spindoktorer. 2050 skaber mulighed for et lingo om “den store og handlekraftige fortælling”: Danmark kan gentage vindmølleeventyret og skabe en ny brintindustri, lyder det. Og vi gentager det for hinanden, så vi tror på det. Vi står foran et eksporteventyr. Vækst og arbejdspladser inden for brint, CO2-fangst og -lagring. Vi definerer nogle milepæle, laver statistikker og omklassificerer klimakatastrofen til endnu mere positive begreber end en krise: Vi kalder nogle af CO2-udledningerne for biogene og retfærdiggør dem som nødvendige for, at vi kan lave grønne brændstoffer. Indlandsisen fastholder dog sit synspunkt og er ligeglad med forskning, stor fortælling og biogene begreber. Indlandsisen smelter upåvirket videre og reagerer på de samlede CO2-udledninger – grønne, som sorte. Mennesker, der rammes af klimakatastrofens tørke og intet kan få at drikke, og de mennesker, der drukner i vandmasserne, er også ligeglade. De flygter i stedet eller dør.

Brinthistorien, den store fortælling, udvikles til, at Danmark med noget, der minder om et snuptag, har en helt unik chance for at revolutionere verden og bygge et nyt vindmølleeventyr gennem produktion af grøn brint: Vi kan løse den kemiske industris CO2-udledninger og skibsfartens og luftfartens behov for grønne brændstoffer. Det kræver blot, at vi bygger nogle energiøer for at producere grøn energi til elektrolyse af vand; at vi bygger et brintrør til Tyskland til den kemiske industri; og at vi skaber produktioner, hvor kvælstof eller CO2 tilsættes brinten, og derved danner brændbart ammoniak eller methanol. De praktiske forhold taler vi ikke om – at energiindholdet i methanol og ammoniak er væsentligt mindre end i olie, og dermed kræver mere plads på skibe, og derfor kræver mere skibsfart.

Forudsætningerne kan nok også synes tvivlsomme, men det gør ikke noget, når bare vi kan komme først og kalde det first-mover advantage. Den slags overbeviser de fleste. Med energiøer på havet og transport af el til brintproduktioner på land, er det fysiske energitab så stort, at Danmark aldrig vil kunne blive konkurrencedygtigt med placeringer i Spanien, Marokko og mellemøstlige lande, hvor elproduktionen fra solceller kan placeres i fysisk nærhed af brintproduktionen. Det er trods alt 80 gange billigere at transportere samme energimængde i brint, siger en klog mand. “Jo, men vi arbejder også med at få brintproduktionen ud på havet”, lyder svaret uden hensyntagen til, hvad det gør ved konkurrencekraften eller den tid, det tager at skabe en løsning.

Kan vi tænke anderledes?

Alle er enige om, at grøn brint kan gøre noget godt for klimaet. Brintbaserede brændsler er noget, der er værd at udforske, siger vi alle. Det vil endda være en global gevinst med en grøn brintindustri i Mellemøsten, hvor de infrastrukturelle forudsætninger i øvrigt er gode. Den argumentation er dog ikke velkommen i Europa, hvor den mødes med hovedrysten og sikkerhedspolitiske argumenter. Vi gentager gasafhængigheden af Rusland, lyder det. Det er vel værd at overveje? Sandt nok. Men er det, det eneste vi skal overveje? Klimakatastrofen? Vinder den ikke krigen uanset?

I Mellemøsten, hvor olie- og gas er hovedindtægtskilde, tænker man på konkurrencekraft og vækst. Muligvis ikke så meget på klimaet. Jeg ved det ikke, men jeg kender da en araber, der gør. Uvelkomne i Europa og med et økonomisk underudviklet afrikansk kontinent med en enorm befolkningsvækst i baghaven, arbejder man derfor i Mellemøsten for at skabe en vækst, der vil øge CO2-udledninger fra olie- og gas. Også selv om klimaet, indlandsisen og vores menneskelighed kunne have stor gavn af, at Mellemøsten fandt et grønt indtjeningspotentiale som alternativ til olien. “Sådan er araberne jo”, siger vi til Sankt Peter, mens vi designer en struktur, som gør, at Mellemøsten i masser af år fremover vil sænke priserne på olie- og gas for at sikre egen indtjening og modvirke den grønne brints konkurrencekraft.

Kan vi tænke anderledes og befri Vestjylland? Fokusere på at reducere CO2-udledninger globalt?

Støj der overdøver samtalerne

Der er støjgener fra brintdebatten. I perioder er radioen skruet helt op. Vi elsker det nye, det skabende, det foranderlige, det ukendte, mulighedernes land. Og forbinder navnet brint med historien om HC Ørsted. Det gør ligesom det hele mere rigtigt, fornemmer man. Støjen gør, at vi ikke hører samtalerne i hjørnerne om andre bidrag til klimakatastrofen. Elektriske højhastighedstog, hvisker én, de findes allerede. Det er kendt teknologi og et fremragende alternativ til en meget stor del af den intrakontinentale flyvning. Vi vil bare ikke tale om det. For det vil vi ikke. Det er derfor. Også selv om vi ved, hvad togene gør og kræver, og vi kan bygge med det samme og til prisen på et brintrør.

Digitalisering af energisektoren med højere energieffektivitet og energisystemeffektivitet tales der om i et andet hjørne. Løsninger, der både bærer enorme økonomiske fordele og frigør store klimaeffekter, hviskes der. Så støjer det igen: Datacentre kræver masser af energi og vand til køling. Det er nu ikke forskelligt fra brint, der kræver endnu mere energi og meget mere vand til elektrolyse. Men det er ikke det samme, må man forstå. Både elektriske tog og digitalisering har begge den kæmpe fordel, at de kan basere sig på direkte elektrificering og derved undgår det store energitab, brintproduktion er forbundet med. Men vi tillægger det ikke værdi. Der er ingen fortælling i det.

Vi er ukuelige tidsoptimister. Forskning fikser problemet. Inden 2030 eller 2050. Det er altid svaret. 2030 eller 2050. Forskning. Muligheder.

Klimakatastrofen.