Vi er vilde med kriser

Bragt i Energy Supply den 12. september 2022

Jamen er det ikke fedt? Altså krisen? Bedst som corona sluttede gav Putin os ny mening i tilværelsen: grundlaget for noget at være fælles om, et sammenhold mod en ydre fjende, stigende energipriser at bekymre os om. Alt det, der skal til for at livet bliver mere betydningsfuldt, og vi har noget vigtigt at fortælle til vores efterkommere om vores tid.

Indrømmet! Det er ikke sådan, jeg tænker i hverdagen. Det sker kun på denne solbeskinnede søndag, hvor jeg skriver debatindlæg. Hverdagen i energibranchen handler om kunder, der er pressede og får sværere og sværere ved at betale deres regninger. Hverdagen handler om øgede likviditetstræk og krav om øgede sikkerhedsstillelser. Hverdagen handler om, at de sprækker vi havde i vores systemer, er blevet til store huller. Måske endda trusler?

Min største bekymring er ikke de stigende energipriser i sig selv. De kan være slemme nok, men de finder deres loft på et tidspunkt. Det ved de fleste, og mange er bekymrede over udsigten til det næste: at der bliver lukket for gassen. Det bekymrer ikke mig! Jeg tager det som et vilkår, at sådan er og bliver det. På den korte bane klarer vi det - med forbehold for vinterens hårdhed naturligvis. Jovist, der skal spares, men det finder vi nu nok ud af. Og mængden af sweatere er tilstrækkelig.

Jeg er begyndt at rette mit fokus et andet sted hen. Det er en tiltagende udfordring, at energipriserne allerede har nået et niveau, hvor konsekvenserne vil sætte sig i drastiske fald i efterspørgslen på energi. Ikke fordi danskerne eller europæerne er blevet dygtige til at spare på energien, men fordi produktionsomkostningerne i nogle virksomheder har nået et niveau, hvor det er billigere at standse produktionen end at fortsætte og forsøge at vælte prisstigninger over på kunderne. Det er et strukturelt problem, at når prisstigninger bliver store nok, så substituerer kunderne væk i et sådant omfang, at produktionsapparatet ikke kan nå at tilpasse sig. Det giver massearbejdsløshed og stagflation. Økonomien skal finde en ny balance. Det er en mere uhyggelig fremtid end udsigten til at skulle gå i Rudolph sweatere hver dag. Begreber vi næsten havde glemt kan komme på dagsordenen igen: massearbejdsløshed, langtidsarbejdsløshed, social skævhed, ja måske endda social uro?

Vi tilskriver Putin æren for vores udfordringer, men det til trods så er udfordringerne ikke skabt af Putin alene. Der mangler vand i Norge og atomkraftværker i Frankrig er ude af drift. Det blæser for lidt og økonomien har haft så megen fart på, at langt de fleste virksomheder har haft et gennemsnitligt højt forbrug i lang tid. Dertil lidt effekt af elektrificeringen, der synes svær at styre, og lidt effekt af et ekstra kølebehov fra en ophedet og tør sommer. I Sydeuropa har de mærket tørken i et omfang, så det har sat sig i bekymrede miner over, hvad de næste år skal bringe.

Vi holder stadig skåltaler om brint som løsningen, selv om det ingen forskel gør før om mange år. Vi kan gøre end del på en langt kortere bane. Vi har uudnyttede kapaciteter i den allerede installerede vedvarende energi, vindmøller der står stille og solceller, der spilder produktionen. Vi har uudnyttede kapaciteter i besynderlige tilskudsordninger, der lægger låg på produktionen fra eksisterende husstandsmøller. Vi har en spildevandssektor, hvis enorme fleksibilitetspotentiale ingen gider frigøre. Vi har store muligheder på fjernvarmeområdet, hvor vi kunne omdirigere indsatsen væk fra de private husejere til fjernvarme i industriområder og dermed kortsigtet få langt større gevinster på gasreduktion og klima. Sådan kunne jeg blive ved. Men politisk gider man ikke tage balladen, der følger med. Man nøjes med at indkalde til et pressemøde, anlægge en alvorlig mine og få os til at spare. Sparsommelighed er en dyd, så opbakning til det, men den manglende interesse for alt det andet signalerer, at der ikke sådan rigtigt er krise alligevel.

Alt det er vores lokale og ret beset relativt ubekymrede version af det, der foregår globalt. Oversvømmelserne i Pakistan er vilde og ubegribelige. Og så glemmer vi det igen. Kombinationen af krig og tørke som eksempelvis i Etiopien er udtryk for håbløshed og umenneskelighed. Og så glemmer vi det igen. Krigen i Ukraine er russiske menneskers kamp uden mening og ukrainske ofres umenneskelige lemlæstelser. Og så døde den engelske dronning. Ukraine er alligevel langt væk. Den reelle trussel om massive menneskevandringer af tørstende fra Afrika er langt væk, og Middelhavet tager jo sin del. Pakistan er bare meget langt væk.

Heldigvis skriver jeg jo på en søndag og i modus ”kriser er fede”. Det er de selvfølgelig ikke, men de er meningsskabende. Det prøver jeg at huske på, når journalister kontakter mig med spørgsmål som: Skal vi slukke for julelysene i år? Hvad bliver elprisen i næste kvartal? Er ”Minus til Plus” en tidsaktuel sang? Hvad med 70% målsætningen? Det er spørgsmål, der afspejler behovet for, at vi finder fællesskabet, og at vi får reduceret usikkerheden om det, der er os nært og forståeligt. Helheden er for ubegribelig. Det er umenneskeligheden også.

Hvordan skal vi nu forholde os til alt dette i energi- og forsyningssektoren? Det er klart, at det her og nu handler om at løse de forhåndenværende problemer. Der er ingen fremtid uden en nutid. Men jeg synes også, at vi i energisektoren har et ansvar for at adressere de reelle problemer og skabe forandringer, der rammer målet.

Det kortsigtede og nærværende mål handler om at reducere sårbarheden fra Putin. Det er nu halvandet år siden EWII udgav rapporten om klimaeffekter, der kunne realiseres uden teknologiske landvindinger, men alene ved ændret lovgivning. Det vil indirekte også reducere behovet for gas. Vi har holdt masser af møder med ministeriet, men der sker ikke noget. Og nej, det redder sgu ikke Europa. Det er bare økonomisk spild, at vi ikke udnytter de muligheder, vi allerede har, og så er det muligheden for at skabe forandringer på den helt korte bane. Jeg har ikke det fulde overblik over mulighederne i Danmark, og da slet ikke i Europa. Men mon ikke der er en del at komme efter i Europa også. Tyskerne har besluttet at lade et par atomkraftværker stå tilgængelige i stedet for at lukke dem ned. Som jeg forstår det, får de ikke lov til at producere, men betragtes som back-up – just in case. Men de efterlader selvsagt potentiale til meget mere.

70% målsætningen er vi nødt til at indse er fjollet og skadelig. Den gjorde gavn i forhold til at skabe fælles fodslag om klimadagsordenen, men dens udformning har utallige skadelige effekter. Baggrunden var jo, at vi skulle gøre noget ved udledningen af klimagasser – ikke at vi skulle greenwashe Danmark. Nu taler vi eksempelvis om biogen CO2, som om noget CO2 er bedre for klimaet end noget andet. Klimaet er ligeglad med, hvad kilden til CO2 er. Vi skal reducere de samlede udledninger – ikke lave sjov storytelling. Den danske handelsflådes udledninger i internationalt farvand og luftselskabernes udledninger i internationalt luftrum blev udeladt af 70% målsætningen, selv om alene handelsflåden forurener lige så meget som resten af Danmark. Og jo, ros til det store rederi for at bestille nogle methanoldrevne skibe, men det ville selvfølgelig være gavnligt at effekterne så også blev målt op mod det udgangspunkt, vi andre deler - 1990 - og ikke 2007, som rederiet vist har valgt.

Problemerne med tørke og klimaflygtninge er vi nødt til at tage alvorligt. Det kan godt være svært at have så meget empati, at alt og alle på kloden skal inkluderes – vi ville jo rende tudende rundt hele tiden så. Men klimaflygtninge bliver lige pludselig et nærværende problem, når vi skal til at forholde os til, hvad vi gør med dem, der banker på døren. Lidt skiltning i Afrika med en pil mod Rwanda lyder tilforladeligt, men det løser ikke et problem. Det flytter problemet. Adgangen til rent drikkevand, fred og uddannelse er langt bedre midler. Men hvad ved jeg? Først skal jeg finde ud af, om vi skal holde julelysene tændt i år. Det er jo vigtigt, vi bruger kræfterne rigtigt.

Hvad er det, jeg prøver at sige? At der er nogle kæmpestore problemer at tage fat i. Så mange at man godt kan blive overvældet og så forfalde til at løse det problem, der ligger lige foran én eller bedst understøtter det, vi alligevel gør. Det er spørgsmålene, vi stiller, der afgør, hvilke problemer vi løser. Så mens verden lige nu er i oprørte vande, skal vi træffe et vigtigt valg: hvilket spørgsmål skal vi stille? Er det stadigvæk “hvordan løser vi klimakrisen?” Kan vi løse klimakrisen, mens vi løser energikrisen? Skal Danmark hellere shine med sine 70% og skrue op til 80% af noget mindre, mens vi deltager i fortællingen om at redde verden? Eller er noget andet blevet vigtigere?