Seks tips til biodiversitet i din have

Mangler du inspiration til, hvordan du skaber mere biodiversitet i din have? Så tag et kig på de her seks nemme tips.

Få det til at summe af liv

Du behøver ikke at grave hele haven op, for at gøre en indsats for biodiversiteten. Eller bare glemme alt om haven og lade den gro til den ultimative vilde have. Mindre kan også gøre det, som du kan se her.

Men hvis du vil have dyre- og insektlivet til at trives, kan du nøjes med at bruge et hjørne af haven til at skabe en livlig oase til små, fire- seks- og tusindbenede venner. Og det kan faktisk give mange timers underholdning og god læring til børn eller børnebørn. En have med plads til bier og blomster kan sagtens kombineres med en skarptrimmet parcelhushave – som du selvfølgelig holder uden brug af sprøjtemidler, ikk’?

Tips til biodiversitet i haven

Selvom en bunke grene i haven måske allermest er irriterende for nogle haveejere, så er den det ikke for biller, bier og andet småkravl. Tværtimod, der kan de nemlig gnaske løs i træet, gemme sig, yngle og sove.

Sværere er det ikke at gøre en indsats i din egen have for at få dyrelivet til at trives. Og der er masser af andre ting, du også kan gøre. Du kan finde god inspiration her på siden eller hos miljøstyrelsen.

Besøg Miljøstyrelsen

Sten og stenbunker

Er du typen, der elsker at lægge dig godt til rette i solstolen med en paraplydrink i hånden? Bare lige et par timer, hvor du kun bekymrer dig om, hvilken smag den næste trekantede is, du henter i fryseren, skal have?

Insekterne ville nok elske sådan en liggestol – meeen det kan være lidt et mas at bygge for de små skabninger. Heldigvis kan en bunke sten gøre det for dem. Hvis du lægger nogle store sten på et solrigt sted, så kan insekter og sommerfugle bruge dem til at blive varmet godt igennem af solens stråler - imens du gør det samme i din solstol.

Med mindre bunker af sten i haven kan du også give et godt skjulested til diverse insekter, hvor de både kan få skygge og gemme sig for sine fjender.

Bunker af jord

Det er på godt jysk lidt træls at have jord i hovedet – men det er altså en god ide at have i haven. En eller flere jordbunker er guf for flere dyrearter. Særligt hvis du finder en plads i solen, hvor de kan varme deres krop eller grave sig et lille hjem.

Blomsterne og bierne

Blomster og blomstrende planter er godt for de små stribede fyre, vi kalder bier og for sommerfugle. De bruger bladene og blomsterne som føde. Og for dine egne øjnes skyld er blomster altid en god idé.

De vilde bier er pressede i Danmark. Og faktisk behøver du ikke være skræmt fra vid og sans over vilde bier. De stikker nemlig sjældent (de er mere fredelige end honningbierne, de slyngler. Men de har jo selvfølgelig deres honning, som de skal forsvare).

Så du kan roligt lave et hotel til bier og insekter i haven – eller bare plante nogle blomster, som kan tiltrække de små summende fætre.

Byg selv et insekthotel til haven

Du vil helt sikkert helst undgå bier, ørentviste, bænkebidere og edderkopper, når du booker hotel i udlandet. Men hvad så med at du bygger et hotel til dem.

Du kan selv vælge, hvilke typer insekter du bygger hotellet til – og det kan være en ret hyggelig aktivitet med børn eller børnebørn.

Danmarks Naturfredningsforening har lavet nogle gode beskrivelser af, hvordan du gør. Dem finder du lige her

Byg selv hotel

Husk vand til havens småkravl

Hvis din have er stor, kan du grave et vandhul eller anlægge en dam. Med tiden vil det blive til yngleplads for padder og et sweetspot for forskellige insektarter.

Men mindre kan også gøre det. Et vandbad, hvor fuglene kan bade, kan sagtens gøre tricket. Det er ovenikøbet ret afslappende at kigge på, når vores bevingede venner fugter fjerene.

Vandhul i haven - sådan gør du

Dit grønne aftryk

Få din egen vilde have

Lad haven - eller altankassen - vokse vild. Blomster og småkravl vil elske dig for det. Faktisk vil vi allesammen blive glade for det - også de kommende generationer.

Dit grønne aftryk

Tænk på klimaet - det er sund fornuft

Der er ingen af os, der kan redde verden alene. Men hvis vi nu alle sammen gør en lille indsats, der hvor vi kan. Få et par klimatips, som du med sund fornuft kan bruge i din hverdag.