Har du også disse vaner jule­aften?

Strømforbruget juleaften afslører vores vaner

Julen er fuld af traditioner for mange mennesker. Vi sætter anden i ovnen, forbereder sovsen, bruner kartoflerne og gemmer mandlen i grøden. Men også i vores energiforbrug ligner vores juleaften hinanden.

Vores strømforbrug bliver afsløret af ’kogespidsen’ – det tidspunkt hvor vores elforbrug viser at vi laver mad. Og både omkring jul og nytår er der en helt tydelig tendens.

Juleaften bruger vi nemlig strømmen samtidig. Og de danske elnetselskaber kan tydeligt aflæse det typiske strømforbrug hos familien Danmark. Kogepladen varmer sovsen, anden steger løs i ovnen og foodprocessoren hakker mandlerne til desserten.

Men forbruget sker tidligere end på en normal hverdag, hvor arbejdet skal passes, børnene skal hentes, og der skal handles ind, inden aftensmaden gøres klar.

Den 24. december falder strømforbruget brat efter kl. 18, for her skal maden være klar. I mange familier er der juleaften også mere fokus på hygge og samvær end på aftenens tv-udsendelser.

Energiselskaberne oplever derfor et andet mønster end normalt, hvor strømforbruget fordeler sig over ’Kogespidsen’ – som er i tidsrummet fra kl. 17-20. Normalt er det i dette tidsrum, vi bruger mest strøm. Men det er det altså ikke lige juleaften.

Julekæde med varmt lys ved guldfarvet julekugler

Royalt dyk i forbruget

På årets sidste dag er det også tydeligt, hvad vi danskere foretager os – og hvornår. Der er godt gang i de elektriske apparater, lige indtil dronningens nytårstale. Så skruer vi ned for blusset og sætter os til rette, så vi kan høre hvad majestæten fortæller.

Derfor dykker forbruget lige efter kl. 18, hvilket er meget ulig de fleste andre aftener. Og når nytårshilsenen er overstået, stiger forbruget ganske støt igen.

Til gengæld viser forbruget den 1. januar typisk, at nogle af os kan være ret medtagede efter en festlig aften og nat. Generelt er forbruget lavt, og mon ikke det er fordi de fleste (eller i hvert fald nogen af os) bruger årets første dag med at få frisk luft på nogle lange gåture – toppet med take-away mad.

Og så tidligt i køjen, så vi er helt friske næste dag.

Tændte julelys på et juletræ

Dit hjem

Myte: Skruer julelys elregningen helt til vejrs?

Hvad er egentlig sandt eller falsk med elregningen, når vi i december lyser ekstra op med de flotte julelys og lyskæder til juletræet, huset og haven? Find svaret her.