Vil du finde den billigste ladeløsning til din elbil? Så handler det ikke kun om at finde den billigste ladeboks eller det laveste abonnement. Den billigste ladeløsning afhænger af din hverdag.
Lader du mest derhjemme i indkørslen? Har du ikke mulighed for egen ladeboks? Kører du langt hver dag? Eller bruger du mest bilen til korte ture mellem arbejde, indkøb og fritidsaktiviteter?
Der findes ikke én løsning, der er billigst for alle. Til gengæld er der nogle ting, som næsten altid har stor betydning for prisen:
- Hvor du lader
- Hvornår du lader
- Hvilken elaftale du har
I denne guide hjælper vi dig med at finde ud af, hvad der faktisk betyder noget for prisen. Så kan du lade elbilen billigere og køre videre uden for meget spænding.
Hvad koster det at lade en elbil?
Tre ting bestemmer, hvad du betaler for opladning
Mange starter med at kigge efter den billigste ladeboks. Det giver god mening. Men selve boksen er kun én del af regnestykket.
I virkeligheden er det nemlig din elaftale, tidspunktet du lader på og hvor du lader elbilen, som har størst betydning for, hvad du rent faktisk betaler.
Tilsammen afgør de, hvad du ender med at betale pr. kWh.
1. Din kWh-pris: Hvad koster strømmen?
Når du lader elbilen derhjemme, er det din elaftale, der afgør, hvad opladningen koster.
Har du en fast elpris, kender du prisen på forhånd. Det kan give ro i budgettet. Du slipper for at holde øje med markedet og tænke over, om bilen helst skal lade kl. 02.17 eller efter morgenkaffen.
Har du en variabel elpris, følger prisen markedet. Det betyder, at strømmen kan være billigere i nogle timer og dyrere i andre. Hvis du kan flytte opladningen til de billige timer, kan der være penge at spare.
En variabel elpris passer derfor godt til dig, der kan lade fleksibelt. Særligt hvis bilen, ladeboksen eller appen kan hjælpe dig med at finde de gode tidspunkter.
Ladeboks og elaftale til elbil
2. Tidspunktet for opladning
Din samlede kWh-pris består ikke kun af selve elprisen. Du betaler også nettarif. Det er prisen for at få strømmen transporteret hjem til dig.
Nettariffen varierer hen over døgnet, og den er oftest højest i perioder med stor efterspørgsel på strøm. Fx i tidsrummet 17-21, hvor alle laver aftensmad og ser fjernsyn.
Lader du eksempelvis bilen op i de timer, hvor mange andre danskere også bruger strøm, vil den samlede pris ofte være højere på grund af både elpris og nettariffer. Det gælder uanset, om du har fast eller variabel elpris.
3. Hvor lader du?
Hjemme eller på farten? Det spørgsmål betyder meget for prisen.
Når du lader derhjemme, betaler du din egen elpris. Oplader du derimod på en offentlig ladestander, betaler du ladeoperatørens pris, som typisk inkluderer merpris ovenpå strømprisen.
Derfor vil hjemmeladning ofte være den billigste ladeløsning, især hvis du kombinerer den med en variabel elaftale og opladning på de billigste tidspunkter.
I hverdagen er hjemmeladning oftest billigst
Har du mulighed for at lade derhjemme, så er det ofte den billigste løsning til daglig kørsel. Du har nemlig gode muligheder for at holde prisen nede.
Det gælder især, hvis du kan planlægge opladningen til de timer, hvor strømmen er billigst. Så kan bilen lade, mens du sover, ligger i hængekøjen eller laver noget helt andet end at stirre på elpriser.
Det er her en ladeapp kan gøre hverdagen nemmere. Den kan hjælpe dig med at lade, når det bedst kan betale sig.
Hjemmeladning giver også en anden fordel: Bilen er klar, når du er klar. Du sætter stikket i, når du kommer hjem. Og næste morgen holder bilen klar til skole, arbejde, håndboldtræning eller hvad dagen nu byder på.
Offentlig opladning kan være den rigtige løsning for dig
Men det er ikke alle, der kan lade hjemme. Bor du i lejlighed, parkerer på gaden eller har du ikke en fast parkeringsplads, er offentlige ladestandere måske din primære løsning.
I den situation handler billig opladning ikke om at få sin egen ladeboks. Det handler i stedet om at vælge en løsning, der passer til dit kørselsbehov og giver en god pris på offentlig opladning.
Med Lade El uden ladeboks fra EWII får du en variabel elaftale til både bolig og elbil med 20 % rabat på EWIIs offentlige ladenetværk.
Valg af elaftale kan have stor betydning for prisen
Mange elbilsejere leder efter den billigste ladeboks eller det billigste ladeabonnement. Ofte glemmer de at kigge på det, der rent faktisk har størst indflydelse på prisen:
Det du betaler for strøm.
Din elaftale er fundamentet under hele regnestykket. Og forskellen på den rette og den forkerte elaftale kan sagtens overstige det, du sparer på selve ladeboksen.
Fast pris: Du ved præcis, hvad strømmen koster
Med en fast elaftale betaler du det samme pr. kWh hele året, uanset hvordan priserne bevæger sig på elmarkedet. Det giver ro i budgettet og ingen ubehagelige overraskelser på elregningen.
Til gengæld er der en ulempe. Med en fast elaftale kan du nemlig ikke udnytte de timer, hvor strømmen er allerbilligst. Det skyldes, at prisen er låst, uanset hvad markedet gør.
Derfor er en fast elaftale god til dig, der vil have forudsigelighed, og ikke ønsker at tænke over, hvornår du sætter stikket i.
Variabel elaftale: Fleksibilitet for dem, der kan lade fleksibelt
Priserne ved en variabel elaftale følger elmarkedet, og ændrer sig time for time. Det betyder eksempelvis, at strøm kan være meget billig i perioder mog tilsvarende dyr i andre perioder.
Hvis du kan lade din elbil, mens priserne er i bund, er potentialet for besparelse stort. Kan du derimod ikke styre, hvornår du lader, er risikoen for højere priser til gengæld også reel.
Derfor passer variable elpriser godt til dig med en smart ladeboks eller elbil, der automatisk kan finde de billigste timer.
Nettariffen: Det glemte led i regnestykket
Uanset hvilken elaftale du vælger, betaler du også for en nettarif, som jo er prisen for at få strømmen transporteret hjem til dig. Priserne for nettariffer svinger også, og siden 2023 har nettariffen varieret over tre niveauer i løbet af døgnet:
- Lavlast (kl. 00-06): Billigst at transportere strøm
- Normallast (kl. 06-17 og 21-00): Middelpris
- Spidslast (kl. 17-21): Dyrest at transportere strøm
Det betyder, at din samlede pris pr. kWh er sammensat af to variable størrelser, nemlig elprisen og nettariffen. Men de to variabler topper ikke nødvendigvis på samme tid.
Det betyder eksempelvis, at strøm sagtens kan være billig kl. 18, mens nettariffen er på sit højeste. Derfor er det denne kombination, der afgør den reelle pris, du betaler.
Derudover bør du være opmærksom på, at nettariffen generelt er højere om vinteren end om sommeren. Det skyldes, at vi har et større strømforbrug i de kolde måneder, som blandt andet belaster elnettet mere end normalt.
Er du i tvivl om du skal vælge en fast eller variabel elaftale, bør du tage vores el-test herunder.
Elafgiftsrefusion fylder mindre end før
Som elbilejer er du med stor sandsynlighed stødt på begrebet elafgiftsrefusion. Et begreb, der tidligere har været et vigtigt argument for at vælge en serviceaftale til sin ladeboks.
Tidligere kunne ladeoperatøren søge refusion af en stor del af elafgiften på dine vegne, så du i sidste ende betalte mindre for at lade.
Men sådan er regnestykket ikke længere.
Fordi elafgiften er sænket til 1 øre pr. kWh inkl. moms i 2026 og 2027, er refusion af elafgiften ikke længere en mulighed for elbilsejerne.
Så når du leder efter den billigste ladeløsning i dag, bør du fokusere mere på din elaftale, hvornår du lader, og om løsningen understøtter smart opladning, end på elafgiftsrefusion.
Lad, når strømmen er billigst
Som elbilsejer er du garanteret bekendt med rådet om at oplade din elbil om natten, fordi strømmen typisk er billigere der. Det kan stadig være rigtigt, men det er ikke en garanti.
Elprisen svinger nemlig efter udbud og efterspørgsel, og på dage med meget vind eller sol kan strømmen også være billigst i løbet af dagen.
Derfor handler billig opladning ikke kun om at lade om natten, men om at lade på de tidspunkter, hvor den samlede pris er lavest, inklusive priserne på nettariffer.
Vil du blive klogere på, hvornår strømmen typisk er billigst, kan du dykke ned i artiklerne strøm om natten og negative elpriser.
Offentlig opladning: Hvornår kan det betale sig?
Offentlig opladning er som udgangspunkt dyrere end hjemmeladning. Dog afhænger det af, hvordan du bruger det:
- Daglig kørsel: Til daglig kørsel er offentlig opladning ofte dyrest. Her betaler du typisk mere pr. kWh, end du ville gøre derhjemme. Det skyldes blandt andet, at ladeoperatøren lægger en margin ovenpå elprisen.
- Et nødvendigt supplement: På farten er offentlig opladning et nødvendigt supplement. Det samme gælder behovet for hurtiglader eller lynlader på længere ture. Her handler det ikke altid om at finde den billigste kWh, men om at kunne lade hurtigt og komme videre.
EWIIs priser på offentlige ladestandere er dynamiske og ændrer derfor i løbet af døgnet. Med appen EWII Opladning kan du se prisen for de næste 12 timer, inden du lader.
Abonnement eller pay-per-use?
- Pay-per-use: Denne løsning passer bedst til dig, der primært lader hjemme og kun bruger offentlige ladestandere indimellem. Her betaler du kun, når du lader.
- Abonnement: Denne løsning kan give mening, hvis du ikke har mulighed for hjemmeladning og kører mange kilometer i din dagligdag. Her kan du typisk få en lavere pris pr. kWh mod en fast månedlig betaling.
- Tjek prisen før du lader: Priserne varierer fra operatør til operatør, og den nærmeste ladestander er ikke nødvendigvis den billigste.
Spar 20 % på opladning på farten
Det kan du gøre for at lade billigere
Som elbilejer behøver du nødvendigvis ikke at skifte ladeboks for at lade billigere. Ofte ligger besparelsen nemlig i, hvordan du bruger din nuværende løsning:
1. Tjek din elaftale
Din elaftale har stor betydning for, hvad du betaler for opladning derhjemme. Sammenlign din nuværende aftale med andre muligheder, og kig på den samlede kWh-pris inkl. abonnement – ikke kun selve elprisen.
Husk, at du frit kan skifte elselskab, og det kan være et af de nemmeste steder at finde besparelser.
2. Brug Smart Charge, hvis din ladeboks understøtter det
Smart Charge kan automatisk planlægge opladningen efter de billigste timer inden for det tidsvindue, du vælger.
Har du en EWII-ladeboks, kan du sætte Smart Charge op direkte i EWII Opladning-appen. Her kan du vælge, om opladningen skal prioritere lav pris eller når der er mest strøm fra vedvarende energikilder.
3. Tjek om din ladeløsning stadig passer til dit behov
Dit kørselsmønster kan ændre sig over tid. Måske kører du mere end før, eller måske bruger du bilen mindre i hverdagen.
Derfor kan det godt betale sig at vurdere, om din nuværende løsning stadig passer, eller om en anden elaftale, ladeform eller app-indstilling kan gøre opladningen billigere.
Ofte stillede spørgsmål om billigste ladeløsning
Det afhænger af din situation, men hjemmeladning er oftest den billigste løsning til daglig brug. Lader du hjemme, betaler du din egen elpris, og på offentlige ladestandere er prisen typisk højere. Kan du ikke lade hjemme og kører mange kilometer om dagen, kan et abonnement hos en fast ladeoperatør give bedre priser end når du betaler for det, du lader.
Det kommer an på, hvor du bor, og hvor meget du kører. Har du mulighed for at lade hjemme, er en ladeboks med en variabel elaftale en rigtig god løsning. Det gælder især, hvis du lader, når strømmen er billigst.
Bor du i etageejendom eller har du ikke mulighed for din egen parkeringsplads, er offentlige opladninger det bedste alternativ.
En ladeboks har mindre betydning for din løbende pris, end du tror. Det er nemlig elaftalen og tidspunktet for opladning, der afgør, hvad du betaler pr. kWh. Til gengæld er det en god idé, at ladeboksen understøtter smart opladning, så den automatisk kan lade, når strømmen er billigst.